Sæsonafslutning. - 26. november 2000
         

 

Egentlig havde jeg allerede vendt mig i sengen for at tage yderligere en times søvn. Men så gik det for alvor op for mig, at det var altså den sidste dag i ørred- og laksesæsonen år 2000. Så jeg kom hurtigt i det varme tøj, fik bilen startet og satte kurs mod Langå.

Langs vejen så jeg flere steder, at der var rimfrost på græstuerne i de lavtliggende enge, og enkelte steder kunne der også anes is på nogle af vandpytterne. Vel fremme ved Gudenåen gik jeg ned til Langå Egeskov og Peter Møllers Eng. Her fik jeg lidt af et chok. En ting var, at der stadig var mange blade på træerne; men noget helt andet var det at se blomstrende tusindfryd og rødkløver på engen. Der var trods alt den 15. november; men ikke desto mindre var det en yderst behagelig og vindstille dag. De fire lystfiskere, jeg mødte på strækningen, var da også tilfredse med vejret. Til gengæld følte de sig lidt svigtede af fiskeriet. Som en af gutterne sagde: “Men der er jo lang tid til midnat”! Det havde han jo ganske ret i. Jeg mødte dem nemlig omkring klokken halvti om formiddagen. De var dog alle tilfredse med årets fangster i Gudenåen og Lilleåen, og de havde fået gode fisk i løbet af sæsonen.

Omme i Jernbanesvinget øst for Langå mødte jeg Jens Jørgen Hansen, der var ude for at kontrollere fiskekort, og så ligeså godt selv kunne svinge stangen lidt. Han havde fisket i Gudenåen fra barnsben, da han blev  født på Østergård længere oppe ad åen. Han fortalte, at han havde fanget 12 havørreder og én laks igennem den forgangne sæson. Han havde fået alle sine fisk på nær én ved spinnefiskeri. Årets sidste ørred havde han fanget på orm. Jens Jørgen viste mig sin gamle slidte mappe med spinnere, og han sværgede til store spinnere ved fiskeriet i Gudenåen. Han brugte Mepps størrelse 5, Breton-spinnere i samme størrelse og Myr spinnere i 18 og 20 gram størrelse.

Formanden for Langå Sportsfiskerforening, Carlo Iversen, fortalte, at den forgangne sæson havde været den bedste gennem mere end tyve år. Han mente, at der var fanget over 3000 fisk på foreningens vand i Gudenåen og Lilleåen. Desværre var der en håndfuld lystfiskere, der hver især havde fanget så mange fisk, at han og andre medlemmer mente, at det udgjorde et stort problem for foreningen.

Fra Langå kørte jeg videre langs Gudenåen over Randers til Kolindsundkanalerne ved Grenå. Her var der ligesom ved Langå meget få lystfiskere ude med snøren. Ved broen opstrøms Enslevgård gik to mand. De næste lystfiskere traf jeg først helt oppe ved Fannerup. Her kunne man dog fortælle mig, at mange var taget hjem for at nyde en velfortjent frokost, inden de ville vende tilbage til kanalerne for at forsøge sig sidst på eftermiddagen og i tusmørket.

Den tidlige morgen havde dog givet den største havørred i kanalerne, som jeg havde hørt om i år. Inde under broen ved Fannerup havde en lystfisker fanget en meget flot havørred på 82 centimeters længde og med en vægt på 7 kilo. 

Fra Fannerup kørte jeg videre langs kanalerne uden at møde flere lystfiskere ved vandet. Selv om både lystfiskere ved Gudenåen og Kolindsundkanalen havde lovet at ringe, hvis de fangede gode fisk, så hørte jeg intet. Så jeg måtte konstatere, at den bedste sæson i mange år fik en lidt mat afslutning.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis