Farvede ørreder er fredede. - 3. december 2000 | ||||
|
Lige omkring fredningen den 16. november blev jeg spurgt om fredningen af farvede fisk, og hvordan man skulle se, om en fisk var farvet. Det er nemlig således, at man stadig gerne må fiske havørreder fra kysten og havnemoler. Men man må ikke hjemtage fisk, der er farvede i perioden fra 16. november og frem til og med 15. januar. Nu er det så bare problemet at definere, hvornår en fisk er farvet. Egentligt er det ganske nemt. Når skællene ikke sætter sig på dine fingre ved en let berøring af havørredens sider, så er der egentligt tale om en fisk, der er på vej til gå over til gydedragten. Og dermed altså en fisk der forsigtigt skal sættes ud igen. For et par år siden har jeg fanget en stærkt farvet havørredhun ved Kalø Slotsruin allerede i skolernes efterårsferie. Medens jeg samme vinter fanger en lynende blank hun ved Den Permanente først i december måned. I begge tilfælde er der tale om fisk omkring de to kilo. Der er altså stor forskel på, hvornår ørreder indenfor det samme område bliver farvet. Her i vinterperioden er der meget ofte havørreder, der følger med sildestimerne ind i havnebassinerne. Derfor skal du se nøje efter om fisken er farvet, inden du putter den ned i tasken til den øvrige fangst. Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |