Firmadyst i put & take. - 27. september 2000
         

 

Lørdag den 9. september blev der afholdt Jysk Mesterskab i Put & Take fiskeri for firmahold, som arrangørerne flot kaldte arrangementet. Det mere beskedne Midtjyske Mesterskab ville have været mere passende, da de deltagende hold primært kom fra Silkeborg og omegn. Men det skal ikke overskygge, at der var tale om et særdeles velbesøgt arrangement. I alt 36 firmaer havde tilmeldt hold på 5 deltagere. Altså i alt 180 lystfiskere flokkedes langs med bredderne ved Tollundgård Put & Take lige udenfor Funder Kirkeby.

Det hele startede med, at det var meget populært blandt forskellige firmaer i og omkring Silkeborg at leje en Put & Take sø til medarbejderne for en dag. Franco Palmisano, Knud Brunsvig, Verner Christensen og Leif Mogensen syntes at det kunne være en god idé at lave en put & take konkurrence for hold fra disse firmaer. Sidste år afholdt man så arrangementet for første gang med 10 deltagende hold. Antallet af tilmeldte hold var så vokset til 36 hold her i år 2000, og så sent som fredag aften sagde arrangørerne nej til hold, som gerne ville deltage i konkurrencen. Men selv om der var mange lystfiskere, så var der en rigtig god stemning langs med bredden af den flotte sø ved Tollundgård.

Største fisk der var på 5,05 kilo, blev fanget af Christoffer Christensen på kun 7 år, som vandt et ophold for to på kroen i Engesvang. Konkurrencen blev vundet af Ringvejens Autolak med 7,48 kilo fisk efterfulgt af Sanistål og Vestergårds Møbelfabrik på anden og tredjepladsen.

Allerede nu har arrangørerne store planer for konkurrencen næste år. Så skulle du og dine arbejdskammerater selv have lyst til at deltage i konkurrencen næste år, kan du henvende dig til Franco Palmisano - 8681 3931, Verner Christensen – 8681 1358, Leif Mogensen - 8681 2962 eller Knud Brunsvig 8681 8004 og få en snak om mulighederne.