Ny bog af Jan Grünwald. - 19. februar 2000
         

 
 

Mange havde vel gået og ventet på en ny bog fra Jan Grünwald gennem de sidste par år. Det var da også med en vis spænding, at jeg slog op i bogen for første gang. Ved første øjekast virkede bogen meget rodet. Der var tilsyneladende ikke megen sammenhæng mellem de enkelte artikler, som alle tidligere havde været udgivet i fisketidsskrifter herhjemme og det øvrige norden.

Men ved en nærmere gennemlæsning af bogen skinner Jan Grünwald’s store bekymring over udviklingen specielt inden for laksefiskeriet klart og tydeligt igennem. Hans betragtninger over udviklingen og dermed indlæg i debatten stod efter gennemlæsningen særdeles klart på laksens og laksefiskeriets side.

Laksefiskeriet er efter Jan’s mening en gammel og indgroet kultur, der i dagens Norge udnyttes på en måde, der vækker bekymring og en del afsky både hos forfatteren og læseren. Specielt er han foruroliget over de studehandler, som skiftende norske regeringer har indgået for at tækkes et mindretals interesser for at stå sig godt i meningsmålingerne.

Jan Grünwald har modet til at gå i mod de meninger og tendenser, der er fremherskende i tiden, og derved står bogen som et meget væsentlig indlæg i debatten. Da der ved siden af den røde tråd som gennemskinner bogen, også er en masse gode historier, vil bogen blive læst igen og igen. Ikke bare af de trofaste proselytter Jan Grünwald har fået gennem hans gode forfatterskab, men også af dem der bare vil have en god historie.

Grünwald Greatest: Jan Grünwald. Forlaget Mosegaard. ISBN 87-90460-35-9. Kroner 199,00