Hornfisk ved østjyske kyster.- 7. maj 2000
         

 

I år kom meldingen om fangsten af de første hornfisk usædvanlig tidligt. To lystfiskere var taget til kysterne på Norddjursland og ved Karlby Klint på et lille rev fangede de tre hornfisk allerede i forrige uge. Som sædvanligt var der tale om to flotte fisk, men desværre var den sidste usædvanligt lille for de tidlige hornfisk. I dag – den 3. maj – blev der taget hornfisk ved Mariendal Strand syd for Århus.

Fra deres overvintringssted i den østlige del af Atlanterhavet vandrer hornfiskene i marts og april ind i Nordsøen og sidst i april runder de som regel Skagens Gren. Det første sikre sted hornfiskene kommer til i vort område er normalt Gjerrild Klint. Derefter rammer de i løbet af kort tid hele området fra Gjerrild ned til Lushagen og selve Slettehage på den sydligste spids af Helgenæs. Herefter går der som regel en uges tid, før de når ind til de indre kyster i Århus Bugt, Kalø Vig og Knebel Vig. Samsø når hornfiskene normalt også meget hurtigt. Det er kysterne på Nordspidsen, der først får besøg af hornfiskene, som derefter fordeler sig hurtigt langs med øens øvrige kyster. Området omkring Vestballegård og Kolsøre Hage er sikre steder i østenvind. Ved vestenvind er der gode område langs med Besser Rev og øens sydøstlige spids. På Besser Rev skal du bare være opmærksom på at der et fredet område, hvor du ikke må færdes i fuglenes ynglingstid. Men det fredede område og tidspunktet er tydeligt angivet på et skilt på parkeringspladsen ved revets start.

Men allerede fra denne weekend er du næsten sikker på, at der er hornfisk langs alle de gode steder på Djursland som Karlby Klint, Sangstrup Klint, Fornæs, Kragenæs, Åle Bugt, Glatved, Rugårde og Jernhatten. Mine personlige favoritter til hornfisk er Hassenør Hage ved Øer på sydspidsen af Ebeltoft-halvøen og Kobbergårde på højde med selve Ebeltoft.  Kysten ved Fløjstrup og Kysing Næs har normalt også fået besøg af hornfiskene ved denne tid.

Selv bruger jeg i dag kun flue eller kystwoblere med langsom gang til fiskeriet efter hornfisk. Det giver meget sjældent fejlkrogninger, som de lange slanke sølvfarvede blink, alt for ofte har en tendens til. En sen eftermiddag der langsomt glider over i skumring og tusmørke giver her i maj også chancer for at få en flot havørred, efter fiskeriet efter hornfisk er døet lidt ud, så der er ingen grund til at tage for tidligt hjem. Ellers er fiskeriet  efter hornfisk som regel bedst midt på eftermiddagen. Derfor er det en god ide at tage ungerne med ud til stranden, så kan de lege lidt i vandkanten, hvis der bliver for langt mellem huggene. Til fiskeriet skal de bare udrustes med en let stang med en line mellem 0.20 – 0.30 millimeter og et ikke alt for stort fastspolehjul. Et buldoflåd fyldes halvt til trekvart med vand og monteres på linen halvanden til to meter over krogen, der agnes med lange slanke sildestykker. Nu kan du vælge at lade sildestykket hænge under flåddet, men det er også meget effektivt at spinne sildestykket langsomt ind.

Hornfisken er en skattet forårsbebuder ved de østjyske kyster. Både som indædt fighter og som spisefisk. Her om foråret er hornfiskene lidt magre på grund af gydningen, men er stadigvæk en fremragende spisefisk specielt i stegt tilstand. I løbet af sommeren får de mere huld på kroppen og er derefter meget velegnede i røgeovnen. Myten om at hornfiskenes grønne ben er giftige har intet på sig. I stedet er det en jernforbindelse, som giver benene den meget karakteristiske farve, som er aldeles uskadelig og ganske praktisk, da den gør de enkelte ben meget nemme at finde.