Efter den forfærdelige massedød blandt hornfiskene i foråret 1998 ude i Nordsøen på grund af Chattonella algen var det selvfølgelig en stor glæde at være ude med stangen igen og konstatere, at der tilsyneladende var hornfisk til alle igen.

For fjorten dage siden tog jeg sammen med en irsk fiskekammerat til stranden ved Hassenør Hage sydøst for Ebeltoft. Vi var først på selve revet, og efterhånden som dagen skred frem, blev vi flere og flere om at dele pladsen ude på selve revet. Alle de nytilkomne respekterede, at vi var først på pladsen og fordelte omkring os med god afstand. Først da vi gik i land for at undgå hækbølgerne fra Molsliniens hurtigfærger og blev siddende for at nyde vores frokost, blev der kastet ind over det område, hvor vi havde stået.

Alle, som var inden for synsvidde, fik hornfisk og vi tog gladeligt del i hinandens fangster, selv om vi ikke kendte hinanden i forvejen. Og da vi var flest, var vi faktisk 11 personer, der fiskede indenfor en begrænset strækning på maksimalt 250 meter, uden at nogen følte sig presset af de andre lystfiskere. Måske var det på sin plads at fortælle, at de mest vedholdende lystfiskere på strækningen bestod af et ægtepar midt i halvtredserne, en far med sin voksne datter og svigersøn, min irske fiskekammerat og jeg - alle i waders. Desuden var der tre tyske lystfiskere i alt for korte gummistøvler, som stod og kastede fra stranden uden at kunne nå ud til hornfiskene.

Den weekend fik jeg meldinger om, at der var hornfisk på mange af de kendte steder i det østjyske område. Derfor var det meget skuffende at høre en arbejdskollega fortælle, at han og sønnen, som var taget til Glatved, pludselig var omringet af otte unge mennesker, der sprang ud tre biler og begyndte at kaste ind over det område, hvor de stadig fiskede.

Efter samme weekend ringede en læser og fortalte om en lignende episode ved Kysing Næs. Her var de tre indtrængere direkte blevet sure, da den forulempede påpegede, at han faktisk var der først. Forfulgt af mange ukvemsord og udstrakte langemænd på knyttede næver, fortrak læseren til en anden plads længere inde i bugten mod syd. En plads, der gav ligeså mange hornfisk på en times fiskeri, som han havde fanget på de næsten tre timer, han havde tilbragt ude på og omkring selve revet, og altså ligeså godt kunne have givet plads til de tre unge lystfiskere, som trængte sig på.

For tre år siden oplevede jeg også fire unge lystfiskere, som trængte sig meget tæt på under mit fiskeri på sydøstspidsen af halvøen ved Kalø Slotsruin. Da jeg klagede over, at de forstyrrede mit fiskeri, fik jeg utvetydigt at vide, at de havde fisket på stedet gennem ti år, og derfor mente at det var deres sted. Problemet var blot, at jeg havde fisket på stedet siden 1974 uden dog på nogen måde at  påstå, at “det var mit fiskested”.

Det normale er at holde så meget afstand til andre lystfiskere man ikke kender, at man ikke kan nå hinanden med kast, der bliver lagt direkte langs med stranden. For ligeså sjovt som det er at stå nogle fiskekammerater sammen, ligeså irriterende er det, når andre trænger sig på, mens man helst ville nyde sit fiskeri i ro og fred. Og vil man endelig fiske på en bestemt plads, så kan man jo venligt spørge, om det gør noget, at man trænger sig på.