Imitationer til fluebinderen. - 19. marts 2000 | ||||
|
Ved siden af mig ligger to bøger på skrivebordet. Den ene er Modern Fly Dressing for the Practical Angler og den anden er en nyudgivelse på dansk: Imitationer. Begge bøger er skrevet af dansk-amerikaneren Poul Jorgenson. Førstnævnte bog udkom i 1976 og dengang bandt jeg mig møjsommeligt igennem de af bogens fluer, der havde relevans for mit fiskeri her i Danmark og i Lapland. Nu har forlaget Mosegaard oversat de væsentligste afsnit til dansk. Desuden er der tilføjet kapitler om kyst- og geddefluer. De gamle sorthvide billeder er udskiftet med nye farvebilleder af meget høj kvalitet, der skridt for skridt viser bindingen af de enkelte fluemønstre . Så den danske udgave fremstår som en fuldstændig ny bog, der helt sikkert vil få samme store betydning for dagens fluebindere, som den havde for mig for næsten femogtyve år siden. Ud over de fine billeder er der også gode instruktive tegninger, der viser insekternes opbygning. Ligesom de forskellige typer af insekter er fotograferet, så det er muligt at genkende disse ude ved fiskevandene. Så du har altså en god mulighed for at lege videre med Poul Jorgenson’s grundmønstre, hvis du opdager at insekterne ved dit vandløb har en anden farve, end de der er omtalt i bogen. Jeg nåede lige meget kort at omtale bogen før jul. Nu hvor jeg har gennemgået bogen og flere af mønstrene grundigt, kan jeg se at min anbefaling den gang var alt for vag. Det er efter min mening en af de bedste bøger, der er udgivet om fluebinding på dansk i mange år. Poul Jorgenson besøgte Århus i efteråret 1998 og viste at han stadig er en mester ved et fluestik. Noget som han formår at give videre i sine bøger. Der er en god chance for, at han kommer tilbage i dette efterår. Noget jeg håber rigtigt mange fluebindere vil benytte sig af. Jeg har fået lov at plukke lidt i bogen og bringer nedenstående spændende mønstre, som vil kunne bruges af mange her i det tidlige forår. De har ikke været omtalt på dansk før og var heller ikke med i den amerikanske udgave fra 1976. Black Feather Beetle ( Sort Bille af fjer) Krog - Mustad 94833 størrelse 12 til 20 Bindetråd - Sort Krop - Påfugleherls Palmerhackle - Sort hane, der klipper over og under krogskaftet Vinger - To metalfjer fra fasankokkens hals, lakeret sammen og klippet i form. De skal nedbindes, så de ligger fladt hen over kroppen Hoved - Sort bindetråd.
Large Dark Shrimp (Tangrejen) - Kystflue: Krog - Partridge Traditional Bartlett, enkelt eller dobbeltkrog størrelse 2 til 6 Bindetråd - Brun, En stor rødorange brystfjer fra guldfasan. Fjeren tørnes som hackle over krogspidsen, således at fibrene stikker ud over krogbøjningen Hoved - En lille rødorange brystfjer fra guldfasan Krop - Jorgenson signature SLF Dubbing nummer 14 ( Fall Brown - en anden rødbrun glansfuld dubbing kan nemt bruges ). Kroppen ribbes med den brune bindetråd Ben - Kropsmaterialet priklet ud under krogskaftet med en dubbingnål Øjne - Guldfasan tippetfjer, hvor centrum klippes ud, således at fjeren fremstår som et åbent V i spidserne. Fjeren skal lakeres Ryg - To rødorange brystfjer fra guldfasan bundet fladt ned Hoved - Brun bindetråd. Poul Jorgenson: Imitationer, Forlaget Mosegaard. Pris 349,- kroner. ISBN:87-90460-32-4 |