Juniorer i tæt opgør. - 20. august 2000
         

 

Danmarksmesterskabet i medefiskeri for juniorer, der afholdtes i weekenden 12. og 13. august 2000 ved Århus Å,  blev et uhyre spændende opgør mellem de unge deltagere. Efter lørdagens fire timers fiskeri fra klokken 13.00 til 17.00 førte holdet fra Nyborg/Team Trabucco sikkert. Men efterhånden som søndagens konkurrence skred frem, sneg både Viby Bait Busters og knægtene fra Koldings andethold sig tættere og tættere på Nyborgs ellers så sikre forspring.

Nyborg var blandt andet repræsenteret af David Pedersen, der vandt sidste års Danmarksmesterskab blandt juniorerne, og Bo Påske der deltog i forårets Århus Open 2000.. David havde fisket på nøjagtigt samme plads under Århus Open, som han havde fået tildelt i søndagens anden del af mesterskabet. Men i denne weekend var det helt umulig for ham, at få fiskene til at bide på. Søndagen bød på mange skuffelser blandt Nyborg-juniorerne, som måtte se en sikker føring blive mere og mere ustabil. Derimod var de helt uprøvede knægte fra Koldings andethold ganske uimponerede og lod sig ikke påvirke af konkurrencenerver. Ingen af dem havde tidligere deltaget i en medekonkurrence, men i løbet af søndagen fik de ganske godt tag på de pæne brasener og småskallerne i Århus Å.

Indvejningen i holdkonkurrencen blev derfor noget af en gyser. Det var da også først ved næstsidste vejning på D-strækningen, hvor Thomas Schott fra Kolding andethold afgjorde DM med sin fangst. “Jeg tror vi skal veje to gange”, lød det fra en af konkurrenterne. Han fik fuldstændigt ret. Første vejning viste 9,68 på vægten, og allerede på det tidspunkt vidste de to holdledere fra Kolding, Christoffer Holmegaard og Martin Poder, at DM for hold nu ville tilfalde deres unge drenge. Anden vejning viste 8,5 kilo og bragte den samlede vægt op på 18,18 kilo. Hvilket var den største samlede vægt, der nogensinde var taget under en medekonkurrence i Århus Å. Unge Thomas havde altså slået Christoffer Holmegårds flotte rekord fra Århus Open 2000 på 14,75 kilo med over 3 kilo. Det var svært at se, om det var Thomas, eller de to holdledere der var mest stolt. Da det samlede resultat var gjort op, viste det sig at Nyborg indtog andenpladsen med holdet fra Viby Bait Busters.

Til gengæld var dette års Nordiske mester blandt juniorerne, Nikolai Amstrup fra Viby Bait Busters (Viby S), indstillet på  vise alle andre deltagere, at han var helt på toppen også i denne konkurrence. Lørdagen gav Nikolai en sikker førsteplads i hans sektion. Da han gentog kunststykket om søndagen, var der slet ingen tvivl om, hvor det individuelle mesterskab blandt juniorerne hørte til.

Århus Å’s kvaliteter som medevand får vel ros nok, når man kigger på de fangster, som deltagerne i dette års junior DM opnåede. Men Grindsteds holdleder, Carlo Iversen, satte det helt på plads med følgende udtalelse. “Det er simpelthen Danmarks bedste medevand, når vi taler om strømmende vand!”

Mange af juniorerne roste Århus Å som medevand i meget flotte vendinger. Samstemmende opfordrede de Brabrand Lystfiskerforening til at lave en særskilt juniorkonkurrence i forbindelse med Århus Open næste år, så ville de fleste af deltagerne helt sikkert tilmelde sig konkurrencen.