Aborresjov i Randers Havn. - 8. januar 2000
         

 
 

Hver vinter indvaderes den nedre del af Gudenåen og Randers Havn af store stimer af fuldfede aborrer. Dette er også tilfældet i denne vinter.

I den forgangne uge tog jeg en tur på havnen i Randers og her traf tre ungersvende som var i gang med at fiske efter aborrerne. De havde ikke rigtigt haft held med sig dag jeg ankom. Kort efter begyndte mørket at snige sig ind på os, og da begyndte aborrerne at blive meget aktive. I løbet af kort tid havde Christian Hejlesen fanget en aborre, som han mente kunne give et par rimelige fileter og ganske kort efter fangede han en aborre der var noget større. Jeg anslog skønsmæssigt vægten til at ligge omkring 800 - 900 gram, men der blev ikke tid til hverken at måle eller veje fisken, da Christian straks gik i gang med at fiske igen. Christian havde startet sit fiskeri med at fange nogle millinger med et sænkenet. En milling blev herefter sat på en enkeltkrog og med en let blybelastning på linen blev agnen kastet ud midt i strømmen, hvor aborrerne holdt til.

To andre gutter havde indtil da ikke haft det store held, selv om de havde forsøgt sig både med blink, millinger og gule jigs.

Senere kontaktede jeg ejeren af Jagt og Fiskerimagasinet i Randers, Kurt Bendixen, som fortalte, at der var mange aborrer ikke bare i havnen, men også i gudenåens nederste del. Blandt andet blev der fanget rigtig godt på strækningen ved Randers Regnskov. Kurt fortalte endvidere, at der også var god gang i fiskeriet efter både gedder og sandart. Dette fiskeri foregik længere opstrøms. Så langt op som til strækningen omkring motorvejsbroen. Heroppe foregik fiskeriet mest med woblere eller blink. Kurt Bendixen fortalte, at han havde fået meldinger fra kunderne om mange gedder omkring de fem til seks kilo. Men jeg havde også fået informationer om, at der blev fanget pæne gedder på død agnfisk og en af mine kontakter havde selv fanget en gedde på 9,8 kilo i Gudenåen mellem jul og nytår på denne metode.

Et par gutter fra Odder som jeg traf tidligere på vinteren på Århus Havn brugte sild, som de monterede på krogsæt og spinnede langsomt gennem det rolige vand. Dette havde i vinteren 98/99 givet dem rigtig gode resultater, og da jeg traf i begyndelsen af december, var det også sild til geddefiskeriet, som de var ude efter.

Sandartfiskeriet foregik også oppe på strækningerne opstrøms Randers. Igen var woblerne meget populære. Men millinger fisket ved bunden gav også en del fisk. Den største sandart, som jeg har fået melding om i denne vinter, var på 4,9 kilo og blev taget på en stor Mepps spinner, som fiskedes langsomt hen over bunden.

Til sidst fortalte Kurt, at der var sluppet store mængder af regnbuer ud fra dambrug længere opstrøms i gudenåen under orkanens hærgen i begyndelsen af december. De havde nu spredt sig nedstrøms og der var blevet fanget mange pæne regnbueørreder helt nede ved Randers, så der kan vente nogle gode overraskelser for de lystfiskere der tager ud til premieren søndag den 16. januar nogle dejlige oplevelser. For regnbuer, der har gået i åen i seks til syv uger og taget naturlig føde til sig, er en rigtig god præmie på en råkold premieredag.