Nyt stryg i Lilleåen. - 19. november 2000 | ||||
|
Gennem mange år havde lystfiskerne ved Lilleåen ønsket, at der var bedre adgangsforhold for havørrederne i åsystemet, så åens øverste strækninger ved Hadsten og Hinnerup kunne blive åbnet for gydende fisk. Torsdag den 9. november overdrog entreprenørfirmaet Magnus Frisk fra Hammel det nye stryg i Lilleåen ved Løjstrup Dambrug til Århus Amt. En medarbejder fra entreprenørfirmaet fortalte, at allerede fra det øjeblik, der begyndte at flyde vand igennem det nye stryg, startede de første fisk med at vandre op igennem stryget. Nogle af fiskene gik op over stryget selvom der ikke var nok vand til at dække ryggen på dem. Han havde oplevet, at fisk var trukket op mellem larvefødderne på de store gravemaskiner. Både entreprenøren og amtet kan med god grund være meget stolte af deres indsats. Det er sjældent at se så velanlagt et stryg. Den tidligere opstemning med tilhørerende fisketrappe er afløst af et cirka 200 meter langt stryg med store sten og høller, så fiskene kan hvile under passagen af stryget. Samtidigt vil der stadig blive ledt vand ind i dambruget gennem fødevandskanalerne. Stryget er konstrueret sådan, at det vil være muligt for de vandrende havørreder at passere selv under ekstremt lav vandstand i Lilleåen. Der er også flere lystfiskere, der har konstateret, at stryget allerede virker ganske fortrinligt. En lystfisker fik således seks havørreder på en eftermiddags fiskeri på Bidstrup strækningen på Hadsten Lystfiskeriforenings fiskevand. Formand Hans Georg fra Hadsten Lystfiskeriforening fortæller, at den største fisk, der er taget i Lilleåen, vejede 10,7 kilo. Ellers er det de normale Lilleå-fisk på 2 til 3,5 kilo, der har præget fangsterne på Hadsten strækningen af Lilleåen. Hans Georg mener, at den største værdi af det nye stryg vil være, at de udtrækkende havørredsmolt nu vil have fuldstændig fri passage på vejen mod Randers Fjord og Kattegat. Vær blot opmærksom på at området med det nye stryg befinder sig på et privat område uden offentlig adgang. Til gengæld lover Dambruger Kaj Larsen fra Løjstrup Dambrug, at der bliver lavet to ”Åbent Hus Dage”, hvor alle interesserede får lov til at se det nye stryg. Kaj har allerede lovet at give mig besked, så jeg kan bringe datoerne her i spalten. Du vil jo selv nødigt have vildt fremmede mennesker til at løbe rundt i din egen baghave. |