Vinter på Samsø. - 19. november 2000 | ||||
|
Selvom det er sommeren, der lokker de fleste mennesker til Samsø, så bør lystfiskerne tage et nærmere kig på øen i de kommende måneder. De lokale betragter selv perioden mellem september til begyndelsen af maj for den bedste tid for havørredfiskeriet på øen. Store havørreder trækker langs med kysten i oktober, november og et godt stykke ind i december, for så at vende tilbage til øens kyster i april. Netop i denne periode er det muligt at leje et sommerhus eller finde anden overnatning til en særdeles fornuftig pris. Havørrederne er generelt glade for blink, kystwoblere og spinnere. De agn du skal bruge skal ikke være alt for store, da der flere steder er problemer med høje tangtotter. Dette gør kystwoblere i kunststof, der synker meget langsomt, til noget nær et ideelt agn. I vinterhalvåret er det en god ide at skifte til for eksempel en rød eller gul farve på endegrejet. I nord byder Issehoved og Strækningen fra Vestballegård op til Kolsøre Hage på godt fiskeri gennem hele sæsonen. For at nå Issehoved er det lettest at parkere på P-pladsen og så gå op til pynten. Vestballegård/Kolsøre nås bedst fra parkeringspladsen ved Vestballegård. Lige nord for havnen i Sælvig er fiskeriet også godt med et par fine pladser, der let kan nås fra P-pladsen ved færgen. Syd for havnen i Sælvig er det strækningen fra Helligkilden Ilse Made ned til sommerhusområdet Vesterløkken som byder på en virkelig flot bund til havørredfiskeriet. Vesborg Fyr i syd er også et godt bud på fiskeplads gennem vinteren. På østsiden af Samsø byder strækningen fra Udsager Hage syd for Besser Rev ned forbi Stålhøj Hage. Der er langt at gå; men det er absolut anstrengelserne værd, da strækningen byder på en virkelig flot varieret bund med mange store sten. Når det gælder fluefiskeriet fra kysten byder øen på flere gode steder til vinterfiskeriet. De bedste steder er: Lushage – Godt fiskeri hele året rundt. Dybt vand med god strøm. Der er problemer med at opholde sig på stedet om natten, da kørsel og parkering ikke er tilladt om natten. Stedet kan dog også nås ved at gå mod syd fra Nørreskifte p-pladsen. Grydenæs – Igen godt fiskeri gennem hele året. Store sten og tang med god strøm. Kolsøre Hage og Vestballegård – Godt fiskeri hele året. God plads til trækkende havørreder om efteråret. Store sten og tang med god strøm hele vejen op til Kolsøre Hage. Torskebestanden i farvandet omkring Samsø er for tiden meget langt nede, og det er meget svært at fange en pæn torsk fra øens kyster. Der er dog en lille bestand af småtorsk langs med kysten, så der er et begrundet håb om, at fremtiden vil tegne sig lidt lysere. Det kan dog med lidt held lade sig gøre at fange et par torsk fra molen på Ballen Havn. Som det er tilfældet med torskene, så er der heller ikke ret mange fladfisk omkring Samsø i disse år. Der har dog i år kunnet spores en lille fremgang i fiskeriet efter fladfisk, så der er bestemt mulighed for at fange fladfisk til et middagsmåltid. Sandorm kan være svære at finde i salgsboder langs vejene om vinteren, men spørg hos Samsø Grej i Tranebjerg. Det er dog meget let at finde et sted at grave sandorm langs med kysterne. Du kan grave dem på revlerne i Sælvigbugten, i vigen mellem Langøre og Lilleøre og syd for Ballen Havn. Fladfiskene finder du lettest i Ballen Havn, Kolby Kås, Vestballegård, på østsiden af Issehoved, Langemark Strand, Lushagen ud for parkeringspladsen og stranden omkring Vesterløkken. Det er hovedsageligt skrubber og lidt isinger, der udgør fangsten. Skulle du have fået lyst til at besøge Samsø, så kan du trygt henvende dig til Samsø Turistbureau på telefon 86 59 14 00. Turistbureauet lejer også sommerhuse ud på øen, og uden for højsæsonen er de som nævnt yderst rimelige i prisen. Færgebilletterne bestiller du hos Samsø-Linien på telefon 70 10 17 44. Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |