Sidste uges artikel om fiskepladser her om vinteren affødte nogle spørgsmål om hvilke agn, jeg anvendte til det tidlige fiskeri. Svaret faldt mig ikke særlig vanskeligt, da jeg havde brugt kystwoblere lavet af polyester eller buldo og flue til det fiskeri, jeg omtalte i artiklen.

I det hele taget har jeg brugt kystwoblere gennem hele sæsonen. Hvilket jeg har gjort gennem mange år. Det startede med at en ven, som hvert år deltog i Danmarks Sportsfiskerforbund’s Lystfiskertræf  først i firserne, forærede mig nogle kystwoblere, han selv havde lavet af en rundstok. Et stykke pianotråd udgjorde øjerne på wobleren, og det hele var afbalanceret med lejemetal i bugen. Derefter var wobleren blevet malet i forskellige farver og mange blev malet med rød ryg og gul bug. Selv foretrak jeg grøn ryg med bug i gråt hammerlak. Den farvekombination tog jeg en del havørreder på gennem årene. Til min store overraskelse viste det sig, at hornfiskene også var helt vilde med denne farvesammensætning. Wobleren kunne spinnes langsomt selv på ganske lavt vand.

Vennen hed aldrig andet end “Jørgen Fynbo” og det faldt naturligt at kalde wobleren for “Fynboen” eller den “Fynske Kystwobler”. Jørgen Fynbo’s woblere blev solgt i mange forretninger på Fyn og i Lillebælts-området og siden kopieret i et utal varianter. Da Jørgen holdt op med at komme på træffet i Karup, løb jeg efterhånden tør for woblere. Heldigvis begyndte en min fiskekammerat Arne Hansen fra Glostrup, at lave woblere af de flydere garnfiskerne brugte i toppen af deres garn. Arnes woblere kastede fantastisk godt og havde en god gang i vandet. Kombinationen af skumplast og metal gjorde, at woblerne sank meget langsomt, og selv en ekstrem langsom indspinning holdt dem fri af bunden. Til gengæld var de også meget følsomme og knækkede let, hvis de ramte sten eller lignende under kastet. Jeg har dog fanget en meget fin havørred på en knækket wobler.

Arne brugte som Jørgen Fynbo et stykke pianotråd til øjerne på wobleren og ud over metallet i bugen, havde han kun givet wobleren en tur med en fil bag det forreste øje. Det var alt der behøvedes for at give wobleren dens lokkende gang i vandet. Det var et stort arbejde at lave wobleren. Efterhånden havde Arne svært ved at finde flydere af den rigtige kvalitet, og jeg nænnede derfor næsten ikke at nasse flere woblere af ham.

Her i halvfemserne begyndte flere at eksperimentere med woblere lavet af polyester igen med en fortyngning af metal i bugen for at give agnen tyngde. På en rundtur på Mols og Djursland fandt jeg ud af at Grej Butikken i Trustrup havde startet en produktion af denne type woblere, som de selvfølgeligt varm anbefalede til fiskeriet på kysterne omkring Djursland. Tidligere på dagen havde jeg besøgt Lindberg Sport i Ebeltoft og Hammelev Jagt og Fiskeri i Hammelev udenfor Grenå. Begge steder lød rådet samstemmende: “Brug kystwoblere”. I Ebeltoft omtalte de varmt woblere af mærket Corsar, medens man i Hammelev anbefalede kystwoblere i al almindelighed.

I Hammelev fik jeg oplyst, at der også var taget en del ørreder på buldo og flue, som også er en af mine favoritmetoder her om vinteren. En fiskekammerat lærte mig at fylde buldoflåddet op med groft sand og fylde op med vand, så buldoflåddet sank meget langsomt. Nu skal du vente til fluerne kom ned i den ønskede dybde. Når du startede en langsom indspinning ville flåddet komme op til overfladen, medens fluerne stadigvæk fiskede et godt stykke nede i vandet. En fortynget flue i bunden af forfanget kunne også være med til at sikre dig at fluerne kom ned i en passende dybde. Personligt foretrækker jeg varianter over mønstret Red Tag Palmer til denne type fiskeri.

Nu er der bare tilbage at huske på at indspinningen skal være meget langsom, da ørrederne ikke jager lige så hurtigt, som i forårets noget varmere kystvand.