Lokal wobler. - 17. september 2000 | ||||
|
Trofaste læsere vil vide, at jeg flere gange har anbefalet woblere af kunststof, da de kan spinnes meget langsomt ind over lavt vand uden at risikere alt for mange bundhug. Normalt bruger jeg selv Djursland wobleren, som kan købes i forretningerne rundt omkring i området. Men for et godt stykke tid siden bliver jeg opmærksom på en anden wobler af lokal oprindelse. Det er Trustrup-wobleren, der fremstilles af Anders Mikkelsen fra Trustrup, og han sælger wobleren gennem den grejforretning, Grejbutikken, han og hans kone Hanne driver i hjembyen Trustrup. Vi sætter hinanden stævne en meget tidlig morgen i forrige uge. For Anders mener nemlig, at morgenfiskeriet er langt bedre end fiskeriet midt på dagen eller om aftenen. Sammen tester vi woblerne, medens Anders fortæller om deres tilblivelse. “Jeg gik i gang med at udvikle woblerne, fordi jeg gerne ville fange noget. Jeg var nemlig ikke tilfreds med dem jeg kunne købe”. Fortæller Anders og forsætter, “Det tog mig seks måneder at komme frem til den form, som Trustrup-wobleren har i dag”. Anders fortæller videre om udviklingen af woblerne, at det hele er et spørgsmål om kompromiser. For det er let at lave en wobler, som kaster meget langt. Man skal bare placere vægten langt bag ud i wobleren, men det vil uvægerligt gå ud over woblerens bevægelse i vandet. Og bevægelsen er altafgørende for en god woblers fangstevne ifølge Anders. Når du fisker med Trustrup-wobleren, skal du starte indspinningen, så snart som wobleren rammer vandet. “Havørrederne befinder sig alligevel oppe i den øverste tredjedel af vandet. Hvis du vil fange torsk, kan du bare lade wobleren synke ned til dem, så skal de nok bide på” fortæller Anders grinende og forsætter: “Jeg vil helst kunne se wobleren hele vejen ind under indspinningen, og med små rykvise bevægelser med stangspidsen kan jeg få wobleren til at skære ud til siden under indspinningen. Det kan få havørrederne til at gå fuldstændigt amok”! For at sikre wobleren mest mulig bevægelse under indspinningen, bruger Anders altid en hægte under fiskeriet. Anders har den store fordel at bo i Trustrup, og herfra er der kun ti minutter til de gode kystpladser ved for eksempel Gladtved. Hans fisketerritorium strækker sig fra Sangstrup Klint i nord og ned til Jernhatten. I den kolde periode fisker han gerne på Mols og Helgenæs også. Anders er ofte ude og billeder af fangster vidner om, at han ved, hvad han snakker om. Trustrup wobleren findes i tre forskellige vægte på 12, 16 og 20 gram. Anders mener selv, at det er 16 grams wobleren, som kaster bedst. Men jeg har intet at udsætte på kasteegenskaberne hos de to andre størrelser. Desuden laver han woblerne i 14 forskellige farver og farvekombinationer og fortæller videre, at der kommer to nye farver i løbet af efteråret. Ud over at lave woblere har Anders også lavet en serie af blink, som også er tilpasset lokale forhold og udarbejdet efter de teorier omkring agnens bevægelse i vandet som også ligger til grund for woblerne. Desuden har han også lavet en serie fluer specielt til fluefiskeri fra kysten. Ligesom han laver fluer på bestilling og arrangerer kurser i fluebinding i løbet af vinteren for forretningens kunder. Skulle du have lyst til at få en snak med Anders og høre lidt om fiskeriet med woblerne, så er han normalt i forretningen hver dag efter klokken 16.00 og lørdag formiddag. Grejbutikken finder du på Århusvej 207 i Trustrup. Har du ikke mulighed for selv at komme forbi forretningen, kan du også købe produkterne via Grejbutikkens hjemmeside på adressen: www.grejbutikken.dk. |