Flotte fangster ved Gudenåkonkurrencen 2000. - 27. september 2000 | ||||
|
Gudenåens Ørredfond havde flot vejr til Gudenåkonkurrencen i sidste weekend. Men det bedste ved dagen var, at det flotte efterårsvejr blev fulgt op af mange flotte fangster til de over 260 deltagere. Vandstanden var høj i åen efter flere dages regnvejr, og det havde bragt en del fisk op i åen. Ved indvejningen på Bamsebo Camping sidst på eftermiddagen blev der indleveret 24 havørreder, 20 laks, 6 gedder og en enkelt sandart. Vinderne af havørredkonkurrencen blev Søren Busch fra Århus med en fisk på 6,54 kilo og 79 centimeter. På de næste pladser fulgte Thomas Flensborg og Martin Andersen med fisk på henholdsvis 5,72 og 5,05 kilo. Ud af de 20 laks var Jeppe Jensen fra Grenå fangst på 5 kilo og 80 centimeter dagens største. Han blev skarpt forfulgt af Jan Ottesen fra Bjerringbro, der med to laks på 4,48 og 4,07 kilo indtog anden- og tredjepladsen. Niels Dam fra Bjerringbro tog konkurrencens største gedde på 3,12 kilo og 79 centimeter og blev efterfulgt af Heine Rasmussen fra Mellerup og Morten Olesen fra Randers med gedder på 2,72 og 2,21 kilo. Den enlige sandart der blev indvejet tog Carsten Riis fra Åbyhøj, og vægten nåede op på 1,84 kilo og målebåndet viste 56 centimeter. |