Problemer i Århus Å. - 6. december 2001
       

 

Lyngbygårds Å Sammenslutningen, der består af de foreninger der har fiskevand langs med Lyngbygårds Å og Århus Å, startede elfiskeriet allerede i den første weekend efter fredningen trådte i kraft. Her fiskede sammenslutningen om lørdagen i det øverste af Århus Å fra Hørning og nedstrøms forbi Dørup Mølle, og om søndagen elfiskedes Lyngbygårds Å fra Labing Vandmølle til Silkeborgvej. Her viste det sig til alles overraskelse, at der næsten ingen fisk var på det øverste stræk af Århus Å. Hvad der var meget værre var, at to af lodsejerne forbød holdet at elfiske på nogle af de absolut bedste gydebanker på hele strækningen.

Lars Schriver fra Lyngbygårds Å Sammenslutningen undrede sig specielt meget over at, Pinds Mølle Put & Take ikke ville tillade elfiskeri på den strækning af Århus Å, der løber lige forbi P&T-dammene. Åbenbart synes ejerne af Pinds Mølle Put & Take det var helt i orden at tjene penge på lystfiskerne men ikke at hjælpe dem med at bevare bestanden af havørreder i Århus Å. Man kunne jo let få den tanke, at det var i deres personlige økonomiske interesse, hvis der ikke var fisk at fange i åerne eller på kysten mere.

Lørdag den 2. december og søndag den 3. december elfiskede Lyngbygårds Å Sammenslutningen igen i åsystemet. Igen var det strækningen fra Labing Vandmølle og ned til Silkeborgvej, der gav langt de fleste fisk. Medens lørdagens elfiskeri i Århus Å kun gav ganske få havørreder. Lars Schriver var meget bange for, at der var noget alvorligt galt med forholdene i Århus Å. En af årsagerne kunne være at både Tarskov Mølle og Pinds Mølle tømte dammene og lod slam og skidt flyde ud i åen og tildække de gydepladser, som havørrederne skulle bruge for at reproducere bestanden.

Status efter 4 dages elfiskeri er, at der nu er taget 65 havørredhunner og 20 hanfisk, som er anbragt i dammene på Dørup Mølle. Den største hun målte 80 centimeter, medens den største han nåede op på 76 centimeter.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis