Tidlig julegave. - 20. december 2001 | |||
|
Øjnene skinnede af forventning, som var det juleaften, selv hos garvede lystfiskere, da de stod ved det nye stryg ved Bygholm Sø i udkanten af Horsens onsdag den 12. december 2001. Klokken blev 11.00, og formanden for Udvalget for Teknik & Miljø i Vejle Amt Vilhelm Åmand Hansen besteg trappestigen, der gjorde det ud for talerstol, og talte om forarbejdet med trappen, som havde været et stort ønske blandt lystfiskere og naturfolk gennem mange år. Dernæst talte formand for Teknisk Udvalg i Horsens Kommune Lillian Sørensen. Det var samme Lillian, der efter præmieoverrækkelsen ved Sportshuset i Horsens Kinetic Cup i juni måned, lovede at gøre, hvad der stod i hendes magt for at få de længe ønskede stryg ved Bygholm Sø etableret hurtigst muligt. Allerede fjorten dage senere kom meddelelsen om, at nu gik arbejdet med omløbsstryget i gang, og at man forventede at være færdig så fiskene kunne bruge stryget allerede i forbindelse med efterårets gydning. De sædvanlige forsinkelser med forkert at angivne elkabler og lignende havde forsinket projektet lidt. Men det var en meget synlig stolt Lillian Sørensen, der kunne krone fire års arbejde som formand for Teknisk Udvalg med indvielsen af det nye stryg. Sidst i talen fortalte Lillian Sørensen, at de 4.500,- kroner, der udgjorde overskuddet fra Kinetic Cup i juni, som hun havde fået overrakt, ikke bare skulle drukne i 1,3 millioner kroner projektet havde kostet, selvom de var øremærket til oprettelsen af det nye stryg. I stedet havde hun i samarbejde med giverne taget initiativet til at pengene blev brugt på en informationstavle ved stryget som fortalte om fiskene, dyre- og insektlivet i det nye stryg. Herefter gik Vilhelm Åmand Hansen og Lillian Sørensen over og trak i det tov, der gav signalet til en kranvogn om at lade vandet strømme gennem stryget. Og i løbet af kort tid blev den stille rislende strøm i stryget forvandlet til brunligt rivende stryge, der kunne minde om forholdene i vandløb i vore nordiske broderlande. Men allerede i løbet af den første halve time blev vandet igen så klart, at det var muligt at se stenene på bunden. En medarbejder ved anlægget af stryget fortalte, at arbejderne havde set fisk vandre op igennem stryget, da man holdt generalprøve dagen i forvejen. Formanden for Horsens og Omegns Sportsfiskerforening Hans E. Nielsen glædede sig specielt meget, fordi der var blevet åbnet for fri adgang til yderligere 50 kilometer godt gydevand i vandløbene opstrøms Bygholm Sø. Hans fortalte også, at efterårets elfiskeri i Bygholm Å inde i Horsens havde budt på mange og store fisk. Største havørred havde målt 108 centimeter. Altså en fisk der oversteg de ti kilo. Mens der var fanget en laks i åen på 90 centimeter. Han havde også store forventninger til det fremtidige fiskeri i Horsens Fjord, som ellers i 2001 havde været særdeles godt. Efter åbningen inviterede Bygholm Lystfisker og Bådejerforening på en forfriskning i klubhuset på bredden af Bygholm Sø. Her var der en meget forventningsfuld stemning, og biolog Niels Jepsen fra Danmarks Fiskeri Undersøgelser i Silkeborg foreslog, at man nu enten mærkede nogle af de udtrækkende smolt fra vandløbende ovenfor Bygholm Sø med radiosendere, eller lavede smoltfælder ved indløbene i Bygholm Sø og i stryget. Helst så han, at man kombinerede de to metoder, så man kunne se, hvordan smoltene klarede sig i forhold til rovfisk som gedder, sandart, ål og aborrer i søen. Men de lystfiskere, der troede at de ville blive arbejdsløse, da der ikke længere skulle elfiskes, fik at vide, at der nu skulle kontrolfiskes for at se om stryget virkede efter hensigten. Så der var stadig nok af arbejde for fremover. Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |