Kunststofhjul med bremse. - 5. juli 2001 | |||
|
For flere år siden lavede firmaet CompO et kunststofhjul til kysten der satte helt nye standarder for hjul der ikke var lavet af metal. Hjulet blev da også snart efterlignet af en del andre fabrikanter uden at de nogensinde blev helt så gode som originalen. Nu har de samme folk forbedret det gamle hjul og tilføjet en bremset, så det nu kan lade sig gøre at fighte store fisk på tynde forfang. Det har fået navnet Vision 3zone 69. Jeg var noget skeptisk, da jeg selv havde landet en laks på 5,8 kilo i Örekilsälven på det gamle CompO-hjul med kun 0.28 mm på forfanget. Nu stod jeg jo ikke lige ved et laksevand, og jeg skal heller ikke af sted før i slutningen af måneden. Men jeg kom i tanke om at en laks vist nok kunne svømme op mod 36 km/t. Aha! En ung fyr, som hærger nabolaget på en knallert, blev råbt an. Han syntes det lød som en spændende ide. Og dagen efter mødtes vi igen for at teste bremsen. I mellemtiden havde hjulet ligget nedsænket i vand natten over. Forfanget blev bundet til knallerten, knallerten speedede op og jeg blev temmelig våd på bukser og mave ved det første ”udløb” på grund af meget vand i spolen og linen. Det viste at knallerten kørte en hel del stærkere end de lovlige 35 km/t. Men hjulet klarede accelerationen 5 gange uden det mindste optræk til overløb eller andre problemer. Prisen for det nye hjul er 699,- kroner i udsalg. Desværre fås hjulet kun hos autoriserede Vision-forhandlere. Men Swan Products i Esbjerg oplyser om nærmeste forhandler på 75 45 46 30. Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |