Ny gammel Saabye bog. - 5. juli 2001 | |||
|
Forlaget Svalebøgen på Fyn har overtalt Svend Saabye til at lave en ny bog om laksefiskeriet i Norge. Svends første bog, Fisk og Flue, udkom i 1952 og den nye bog er en samling dagbogsnotater med tilhørende tegninger fra en tur til Gaula og Nordnorge i 1955. Efter første gennemlæsning var jeg en smule skuffet. Men på en fisketur kom jeg i tanke om, at bogen netop var en samling dagbogsblade, der ikke var lavet med udgivelse for øje. De var i stedet ment som netop dagbogsnotater, der handlede om alt det andet, der omgiver fiskeriet efter laks i Norge, end de hidsige hug og vilde fighter med store laks. Bogen gennemgår glimrende alle de tanker, man gør sig når fiskeriet og naturen ikke vil, som vi mennesker ønsker det. I stedet fokuseres der på samværet med gode venner og de oplevelser man kan have ved siden af fiskeriet. Det er ikke en bog for førstegangslæsere af Svend Saabye, men vi der med stor glæde har læst Svends øvrige bøger, vil sikkert hurtigt indføje den i samlingen. Bogen er på 54 sider i stift bind med en akvarel på forsiden. 500 eksemplarer er udgivet som en særudgave, der alle er signeret af forfatteren. Denne udgave koster 248,00 kroner pr stk., mens den almindelige udgave koster 198,00 kroner. Særudgaven har ISBN 87-91072-01-8 og den almindelige udgave har ISBN 87-91072-02-6. Forlaget Svalebøgen oplyser om nærmeste forhandler på telefon 64 87 20 07. Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |