Med fiskesæsonen 2001 i bakspejlet. - 27. december 2001
       

 

Her fire dage før nytåret kan man så sidde og se tilbage på den forgangne sæson. Og hvad er det så vi husker bedst fra det fiskeår, som nu næsten er forbi? Der er ingen tvivl om, at det er de store og mange fangster fra Gudenåen, der først dukker op i erindringen. Randrusianeren Martin Jacobsens fangst af den største havørred nogensinde i Gudenåen på 12,6 kilo og 92 centimeter er selvfølgelig værd at nævne. Men også de mange fine fangster i efteråret, hvoraf flere er omtalt her i disse spalter.

Lars Clemmensen formand i Sportsfiskerforeningen for Grenå og Omegn fortalte, at Kolindsund Kanalerne havde leveret rigtig mange fisk gennem hele sæsonen. Specielt var natfiskeriet i sommermånederne helt i top, og der blev landet mange fisk mellem 5 og 6 kilo, men ingen rigtigt store fisk, der kunne konkurrere med storfiskene fra Gudenåen. En enkelt fangst springer dog i øjnene. Nemlig den havørred på 8 kilo, som Per Lund fra Fannerup fightede i over halvanden time på en fluestang i vægtklasse #3, før han kunne vade ud i Nordkanalen og bringe ørreden sikkert op på land.

Det kystområde jeg bemærkede mest i løbet af sæsonen var Horsens Fjord. Formanden for Horsens og Omegns Sportsfiskerforening Hans E. Nielsen indrømmede da også at sæsonen 2001 havde været den bedste i lange tider. Især Alrø på fjordens nordside havde givet mange gode fisk. På fjordens sydside var det Borre Knob, der havde leveret de bedste fangster.

Til gengæld levede Århus Havn ikke op til de forventninger, som sæsonen 2000 lagde op til. Der blev da fanget havørreder på havnen, men slet ikke i samme omfang og størrelser som året før. På trods af den fine sommer dukkede makrellerne ikke op havnebassinerne. Til gengæld gav den fine sensommer mange rigtig flotte fladfisk på Århus Havn. Især blev der fanget nogle meget store rødspætter i august og september. Det skete dog på en meget kedelig baggrund, da der igen var stort iltsvind på det dybe vand omkring Århus og inde i Kalø Vig.

I efterårsferien tog jeg en tur langs kysterne ved Ebeltoft og det sydlige Djursland. Her mødte jeg 11 tyske lystfiskere, der i gennemsnit havde tre stænger ude. De havde kun fanget en enkelt skrubbe i løbet af dagen og ikke en eneste torsk, som ellers er tyskerne favorit fangstobjekt. Operatører indenfor turisterhvervet fortalte senere, at mange tyskere havde klaget over de dårlige fangstmuligheder ved vore kyster, og at flere ikke havde genbestilt sommerhuse eller værelser til næste år.

Desuden var vi i 2001 tæt på at opleve en miljøkatastrofe af samme omfang i Mariager Fjord, som det var tilfældet i 1997. På et møde midt i september på Hotel Postgården i Mariager, fortalte biologer fra Århus og Nordjyllands amter, at det i to tilfælde i juli og august kun var pludselige og uventede omslag i vejret, der reddede fjorden fra katastrofen. Nu fire år efter var der stadig ikke sket noget, der havde forbedret forholdene i Mariager Fjord.

Til gengæld kunne vi så glæde os over at der blev sløjfet flere spærringer i østjyske vandløb, som havde hindret havørredernes frie adgang til vandløbene. Først og fremmest blev et længe næret ønske opfyldt midt i december, da omløbsstryget ved Bygholm Sø blev åbnet. Ligeledes blev opstemninger ved Dørup Mølle i Århus Å og ved Over Mølle i Tjærbækken på Gudenåens sydside ved Langå erstattet af omløb.

Da vi endnu ikke har set den fulde effekt af disse omløb og specielt stryget ved Løjstrup Dambrug i Lilleåen, er der måske god grund til at se den fiskemæssige fremtid i møde med en vis forventning. Så Godt Nytår og på gensyn ved fiskevandene i sæsonen 2002.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis