Nyttige bøger fra Salar. - 1. november 2001 | |||
|
Forlaget Salar, som drives af den kendte lystfisker Niels Vestergaard, udgav sidste år en meget god bog om fluefiskeri i serien - Godt i gang. I år har forlaget så valgt at udsende en bog i samme serie: Godt i gang - FLUEBINDING. Igen er der tale om en meget lettilgængelig begynderbog. Forskellige bindemetoder og fluetyper gennemgås skridt for skridt i tydelige billeder ledsaget af en meget letforståelig tekst. De enkelte afsnit følges op med lette mønstre, så begynderen kan få lavet flere fluer med de samme teknikker, som lige er blevet gennemgået i de aktuelle afsnit. Det skæmmer dog bogen lidt, at hovederne på flere af de fluer, der vises på de flotte billeder, er særdeles sjusket lavet. Men de fejl kan begynderen jo få rettet op på ved at følge et af de fluebindingskurser, som jeg tidligere har omtalt her på siden. Bortset fra disse skønhedsfejl er der tale om en meget nyttig bog for begynderen, der gerne vil eksperimentere lidt med forskellige typer af fluer. Næsten samtidigt udgav forlaget Salar også et lille hæfte med 14 af de bedste lystfiskerknuder. Igen er der tale særdeles gode illustrationer fulgt op af en letforståelig tekst, der gør det meget let at binde de viste knuder, når blot man har øvet sig et par gange. Hæftet er lamineret, så det kan tåle vand. Den kop the jeg ved et uheld væltede ud over mit eksemplar efterlod ingen spor efter en hurtig aftørring. Så jeg er sikker på at hæftet: Knuder der holder, vil finde sin naturlige plads i mange fisketasker fremover. Godt i gang - FLUEBINDING, Forlaget Salar, ISBN: 87-91062-01-2. Pris 99,00 kroner. Knuder der holder, Forlaget Salar, ISBN: 87-91062-00-4. Pris 34,00 kroner. Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |