Blankfisk i vintertiden. - 7. december 2002
       

 

Der bliver stadig taget flotte blank havørreder i farvandene rundt om Århus, selvom fredningstiden trådt i kraft for over to uger siden. En uges tid efter fredningen tog Svend Pedersen en flot blankfisk på 76 centimeter og 6 kilo ved fiskeri på Århus Havn.

Svend fortalte, at der var tale om en hunfisk, og at hun på trods af det sene tidspunkt på året, så var der kun nogle meget små og ubetydelige rognsække i bugen på havørreden. Her var der altså tale om en overspringer i allerbedste forstand.

Søndagen efter tog Kim Andersen en blankfisk ved fiskeri på Mærsk-dæmningen på den nye Østhavn. Denne gang var tale om en noget mindre fisk på 2,3 kilo. Men igen var der tale om en flot og velproportioneret blankfisk. Kim slog til igen i den forgangne weekend. Denne gang var havørreden kun lige over ét kilo, men stadig i en forrygende kondition set i forhold til årstiden.

De mange flotte havørreder fra Århus Havn, må være forårsaget af det store frivillige arbejde medlemmerne af Lyngbygårds Sammenslutningen gennem mange år har udført i form af elfiskeri, strygning af fisk for æg og sæd, opdræt på klækkeriet på Bodil Mølle og udsætninger i Århus Å og Lyngbygårds Å.

Igen i år overrasker de størrelsesmæssige beskedne Århus og Lyngbygårds Å med store flotte fisk. Således blev der ved dette efterårs elfiskeri fanget en flot hanfisk på 90 centimeter, og ved en kontrolvejning på klækkeriet på Bodil Mølle sneg vægten sig helt op på 10 kilo. Så avlsmaterialet til fremtidige storfisk var igen sikret.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis