Få dig et par flade! - 11. juli 2002 | |||
|
Dette er ikke en opfordring til at kaste sig ud i det pulserende natteliv og provokere et par oksehudsbeklædte motorcykelentusiaster. Men i stedet en opfordring til stille og roligt liste ned på en af molerne i den indre del af Århus Havn eller på en af ydermolerne hen under aften, og kaste en bundsnøre ud med et par sand- eller børsteorm på krogene. Sidste år oplevede lystfiskerne et sandt eventyr på Århus Havn i august og september måned, hvor der blev fanget mange virkeligt flotte rødspætter. Allerede nu er de første store rødspætter landet på havnen. Således fik Paul ”Pablo” Jameson allerede i uge 23 flere pæne store rødspætter mellem 800 og 1200 gram, og ved en rundtur på havnen i sidste uge så jeg flere lystfiskere, der havde flotte fladfisk i spandene eller poserne. En af gutterne havde specielt mange fisk i posen. Han fortalte, at han havde tilbragt en times tid med at grave sandorm oppe i bunden af Kalø Vig. Han var fuldstændigt overbevist om, at de helt friske sandorm havde givet ham flere fisk end de lystfiskere, der flankerede ham på begge sider. Et par af de andre, der fiskede længere henne ad den samme kaj, og som også havde fanget pænt med fladfisk, fortalte, at de brugte et specielt forfang med perler og en lille ske til at lokke fladfiskene frem til ormene. Denne type forfang har været fremme i et par år i butikkerne i forskellige udgaver, og de bliver mere og mere udbredte blandt lystfiskerne. Men det er ikke bare inde i selve havnen, der bliver fanget fisk. Finn Düring fra Hinnerup fortalte, at han havde fanget så godt nede på den nye østmole, at barnebarnet Andreas ikke helt troede på morfar, før han selv havde fanget et par meget flotte fladfisk fra molen. Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |