Problemer i kanalen. - 12. september 2002
       

 

Her i løbet af sommeren var der iltsvind på nogle strækninger i Kolindsundkanalerne, hvor der var den ringeste strøm. Det er da også et faktum at kanalen langt fra har levet op til tidligere år fangster i det samme tidsrum. Så alle medlemmerne går nu og håber på at der vil ske et kraftigt skift i vejret så der kan komme gang i fiskeriet igen.

Ser man på fangststatistikken på Grenå og Omegns Sportsfiskerforenings hjemmeside - http://www.grenaa-sportsfisker.dk/ er der da også kun indrapporteret 12 havørreder fra 1. august og indtil nu. Den største fisk i denne periode er taget af Michael Thomassen med en havørred på 82 centimeter og 7,3 kilo. Desuden blev der taget to gedder ved foreningens geddetur i sidste weekend. Den største vejede 4,7 og blev fanget af Rasmus Nielsen

Men det er dog tvivlsomt om alle de fangne fisk bliver meldt til foreningens fangstrapport. Anders Mikkelsen fra Trustrup figurerer ikke på listen, selv om han havde en rigtig god weekend ved kanalen den 25. og 26. august som gav ham 7 havørreder på fluen mellem 49 og 70 centimeter. Hvoraf den største var på hele 4,7 kilo.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis