Nye torskekvoter er ingen trøst. - 3. januar 2002
       

 

Lige før jul var en af hovednyhederne i tv og radio at EU havde forhandlet sig frem til nye fiskekvoter, der betød at torskefangsten i Kattegat skulle beskæres med 55%. De nye kvoter vakte dog ingen jubel hos to af områdets mest erfarne skippere på turbådene.

Lars Engelbrechtsen fra Signe i Grenå mente ikke, at det ville have nogen gavnlig virkning på torskefiskeriet i de kystnære områder i det østjyske område. Hans erfaring var at havbunden havde ændret sig radikalt i Kattegat siden først i halvfemserne. Det var startet nede ved Schultz’s Grund og havde nu bredt sig mod nordvest helt op forbi Grenå.. Lars mente også at det var bedre med en kontrol af kvoterne, da der efter hans mening blev svindlet kraftigt med fangststederne, så torsk fra Kattegat blev registreret som fangst fra Nordsøen.

Heller ikke Arne Christiansen, skipper på Freja fra Kongsgårde i Begtrup Vig, mente at kvoterne ville få en gavnlig effekt her og nu på fiskeriet efter torsk i det østjyske område. Man skulle efter Arnes mening hellere skulle have taget fat på fangsterne i forbindelse med fiskeriet efter skidtfisk. Arne mente at der blev fanget flere undermålere af spisefisk, end der blev fanget deciderede skidtfisk. Derfor burde alt industrifiskeri forbydes i de indre farvande, der var opvækstområder for langt de fleste af vore spisefisk. Desuden skulle man, efter hans mening, forbyde fiskeri med trawlere over 180 tons indenfor 3-milegrænsen. Arne Christiansen mente også, at det var det rene galmandsværk, at vi ikke havde en fredningstid på så værdifuld en fisk som torsken. Arne mente også, at en kraftig regulering af skarvbestanden ville have en gavnlig effekt på fiskeyngelens muligheder for at klare sig.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis