Mörrum tilbage til folket. - 4. april 2002 | |||
|
Da lystfiskerne begyndte møde op ved Kungsforsen i Mörrumsåen i løbet af påsken, blev mange overraskede over, at se et nyt flag vaje over Laxens Hus. I stedet for det gammelkendte logo fra Assi Domänvärket stod der nu Sveaskog på flagene. Forklaringen kom på pressemødet ved de traditionelle gule ærter for de fremmødte journalister. Den 28. december 2001 blev Domänvärket overtaget af det statslige svenske skovselskab Sveaskog. Et selskab, der udover at drive højt professionelt skovbrug og træforarbejdning, også har en stor forpligtigelse over for den svenske befolkning og turisterne, der besøger de svenske skov- og naturområder. I alt råder Sveaskog over et areal på 3,3 millioner hektar, hvilket groft sagt betyder at koncernen har et areal på størrelse med en fodboldbane for hver svensker. Sveaskogs køb af Assi Domänvärket betød nu endeligt et stop for de rygter og den frygt, der var i lystfiskerkredse, for at de bedste fiskevande i Sverige, herunder også Mörrumsåen, ville havne på udenlandske (tyske) hænder. Ellers var alt ved det gamle. Byen Mörrum vågnede langsomt op af vinterdvalen i takt med at lystfiskerne mødte op til årets premiere. Gammelkendte ansigter ved åen blev mødt med store smil og varme håndtryk af personalet ved Laxens Hus og restauranten Laxerian lige overfor, hvor åbningstiden i efter premieren er udvidet fra 9.00 - 15.00 til 8.00 – 22.00. Overalt blev der gjort rent i haverne, og vejene ned til de forskellige parkeringspladser langs med åen blev jævnet og udbedret, så det var let at komme frem. Blandt lystfiskerne og lokalbefolkningen gik snakken i høj grad på, om den høje vandstand i åen på næsten 75 kubikmeter vand i sekundet ville have indflydelse på premieredagens fiskeri. Skeptikerne tog udgangspunkt i det faktum at premieren på de private strækninger længere oppe i åen havde været ringe med få fisk. Optimisterne mente, at den høje vandstand og vandtemperaturer på næsten fem grader ville have skyllet alle nedgængerne til havs og bragt mange fine havørreder op i åen. På sin vis fik pessimisterne mest ret, idet der kun blev fanget 77 fisk i alt fordelt på 70 havørreder, 6 hybrider og 1 laks. Dagens største fisk var en hybrid på 8,3 kilo, der blev fanget af Pierre Tellier fra Frankrig. Mens Tom Ziegler fra Danmark fangede den største havørred på 7,0 kilo. Men desværre var der også mange magre fisk mellem de havørreder, der blev taget på premieredagen. Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |