Familievenligt Put & Take. - 18. juli 2002
       

 

Selvom vi har flere fine Put & Take fiskesøer her i det østjyske, så er det kun de færreste, der har specielle søer, der direkte henvender sig til familiens yngste. Dette syntes Lis og Svend Pape fra Purhus Fiskepark, at der burde gøres noget ved. Så da de etablerede et put & take i deres tidligere dambrug lige uden for Purhus, så valgte de bevidst at etablere en lille sø, der kun må fiskes af børn op til 11 år.

En tidligere dam fra dambruget, der ligger lige bag fiskeparkens servicebygning, huser en pæn bestand af guldørreder omkring halvkiloet. Søen er så tilpas lavvandet, så ungerne kan se fiskene svømme nær bunden. Det gør jo, at de kan se, at der er fisk i søen, og hvis det kniber med at få dem til at bide på krogen, så er Svend normalt særdeles hjælpsom. Inden længe har ungerne som regel fået en ørred på krogen. Svend ved nemlig godt, at det er fremtidige kunder han servicerer, når familiens yngste får en god fangstoplevelse.

Der er en fangstbegrænsning i børnesøen, så ungerne kun må fange to fisk, hvorefter den resterende fisketid skal tilbringes i den store sø. Børnenes fiskekort er typisk tyve kroner billigere end et voksenkort for det samme tidsrum.

Et andet faktum, der gør Purhus Fiskepark velegnet til en familieudflugt, er, at det er muligt at leje en grill med kul for kun 35,- kroner, så I kan grille en eventuel fangst eller de medbragte pølser,  uden, at I skal bekymre jer om, hvordan I får den glohede grill med hjem i bilen bagefter.

Svend Pape fortalte for øvrigt historien om guldørrederne ved konkurrencen i Purhus Fiskepark i juni måned. Svend vidste nemlig, at man flere steder i udlandet foretrak ”truite bleu” – blå ørreder.  En ret man får ved at overhælde ørreden med kogende eddike og derefter forsigtigt koge/dampe fisken. Han gik derfor i gang med et større genetisk avlsarbejde for at fremstille ørreder, der havde et fint blåt skær allerede inden tilberedningen. Men ak! De blev gule. Nu var gode råd dyre, så Svend kom op med et genialt markedsføringstrick og gav dem navnet ”guldørreder”, og salgssuccessen var herhjemme.

I dag er det et dambrug ved Frederikshavn, der har overtaget rettighederne til Svends avlsarbejde, og det er da også dette dambrug, som leverer fiskene til Purhus Fiskepark.

De lystfiskere jeg talte med ved søen, sagde alle sammen, at guldørrederne efter deres mening var en større delikatesse end de almindelige regnbueørreder i søerne. Selvom Purhus Fiskepark sætter en stor ære i kun at udsætte kvalitetsfisk. Lis og Svend Pape garanterer derfor også, at ørrederne i Purhus Fiskepark er helt fri for medicinrester, som ellers plager mange dambrugsfisk. Desuden renses vandet i Purhus Fiskepark gennem et mikrofilter, således at vandet i søerne er utroligt klart og rent. Selv midt i den værste sommerhede.

Du finder Purhus Fiskepark ved at bruge afkørsel 38 på motorvejen nord for Randers og følgeskiltene mod Purhus og derefter skiltet der viser vej til fiskesøen på Purhusvej 10. Ordet fiskepark kommer meget til sin ret, når det gælder denne put & take-sø, da jeg sjældent har set et mere velholdt område og med så rene og velholdte toiletter og andre faciliteter.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis