Blandet start på ørredsæsonen. - 17. januar 2002
       

 

Starten på ørredsæsonen 2002 gik onsdag i sidste uge, og ud på formiddagen startede jeg min rundtur til fiskevandene i det østjyske ved Gudenåen. På engen bag bådelauget på Skovvej, mødte jeg fem lystfiskere, som havde fisket siden morgenen uden det store held. Mens jeg var der, blev der fanget en undermåler, som straks blev genudsat. Morgenen havde budt på flere fisk i overfladen, og der blev da også fanget nogle nedgængere i Gudenåen i løbet af dagen. Men da jeg om aftenen snakkede med Lilly Thomsen fra Langå Camping, fortalte hun, at der ikke var blevet indvejet en eneste fisk på premieredagen.

Fra Langå gik turen over Randers Havn, hvor en del lystfiskere kombinerede fiskeriet efter grønlændere i havnen med fiskeri efter aborrer. De, jeg talte med, havde haft god held med aborrerne, men kun hørt om en enkelt havørred over målet. På Støvring Dæmningen var situationen ikke meget bedre. Da jeg kom derud ved et-tiden, mødte jeg seks lystfiskere, som havde været der siden tidligt om morgenen. Resultatet var nemt at gøre op, da der kun var fanget en havørred over målet, to undermålere og en skrubbe.

Så var der anderledes gang i den ved Kolindsund Kanalerne, hvor de første lystfiskere var mødt frem før midnat, for at være klar når midnatsklokken slog. Stig Jensen ventede da også kun ganske få sekunder, før hans prop forsvandt i det mørke vand, hvorefter han kunne lande sæsonens første ørred. Kilder fra Sportsfiskerforeningen for Grenå og Omegn fortalte, at der blev taget over 75 fisk på strækningen mellem Landevejsbroen og Smedebroen ved Fannerup mellem midnat og middag. Dagens største havørred blev landet ved et-tiden om natten af Ivan Petersen fra Lyngby, fisken vejede 6,7 kilo og målte 88 centimeter. Det var kendetegnende for de mange fisk, at de var i en forrygende god stand i forhold til årstiden.

Nede i Grenå by blev fanget en del små grønlændere, men det var langt fra det fiskeri, som mange havde sat næsen op efter. Dog fik Ole Christensen fra Grenå dagens flotteste fisk i form af en havørred på 6 kilo og 78 centimeter.

Det gode fiskeri holdt sig ind til lørdag, hvor Sportsfiskerforeningen for Grenå og Omegn afholdt den årlige premierekonkurrence for foreningens medlemmer. Indvejningen foregik i Enslev Forsamlingshus, som ret hurtigt fyldtes af de mange lystfiskere, der foretrak varmen, det hyggelige samvær og de gule ærter frem for den tiltagende regn. Dagens vinder blev Søren Madsen med en særdeles flot fisk på 3,2 kilo og 68,5 centimeter. Medens Steen Strange indtog andenpladsen.

Søndag var der så Randers Fjord Cup 2002 arrangeret af Støvring-Mellerup Idrætsforenings Lystfiskerafdeling. I alt deltog 98 lystfiskere i konkurrencen, hvoraf de 20 var juniorer. Deltagerne måtte fiske på strækningen fra Randers Bro og ud til Udbyhøj, men på trods af de mange deltagere, blev der kun taget to havørreder lige over målet. De mange, der havde valgt Randers Havn som fiskeplads, havde til gengæld god held med aborrerne. Men det var kun juniorer, der kunne indveje aborrer til konkurrencen. Inden jeg tog ud til indvejningen, mødte jeg de to senere vindere af  juniorkonkurrencen på havnen. Syvårige Mike Hansen havde taget den lange vej fra Viborg til Randers sammen med farmand, og da dagen var gjort op kunne han tage hjem med både første- og tredjepræmien i juniorkonkurrencen. Hans vinderaborre vejede 450 gram og målte 33 centimeter. Han var tæt forfulgt af Heine Frost fra Harridslev, der indtog andenpladsen med en aborre på 350 gram og 31,5 centimeter. Hos seniorerne vandt Henrik Madsen med en havørred på 41 centimeter.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis