En gang i mellem hænder det, at man falder i staver over, hvor smukt der egentlig er på de fiskepladser, man bruger gang på gang.

Det skete for os torsdag den 12. september. En god ven, David Clark, havde inviteret min irske samlever Georgina Lomasney og jeg en tur på Randers Fjord ud for Udbyhøj. Vi var fremme ved færgehavnen i Udbyhøj S omkring klokken halv tre om eftermiddagen, og efter en tyve minutters tid havde vi så meget styr på grejet, at vi kunne sætte kurs mod Sælpolderne på fjordens nordøstlige side.

På vejen ud så vi hornfisk, der sprang helt fri af vandet ude midt i sejlrenden, som om de blev jagtet af noget meget stort nedefra. Motoren blev straks stoppet og fluestænger og spinnestang kom straks i aktion. I løbet af kort tid havde vi kontakt med 6 hornfisk, hvoraf to blev lagt i båden til aftensmaden. Under fiskeriet efter hornfiskene så vi også havørreder vise sig i vandoverfladen. Et enkelt hug blev det til inden vi bestemte os for at ankre båden op ved en af polderne og så fiske på kanten af sejlrenden.

Tidevandet var ved at skifte, så strømmen gik ud af fjorden. Fra tidligere ture vidste vi, at det var ideelle forhold for fiskeriet. Specielt også fordi den lette vind var østlig og derfor bar fluerne væk os under kastene med fluestængerne, idet vi alle var højrehåndede.

Eftermiddagen gav flere tilbud fra havørrederne, men der gik ikke lang tid, før vi fandt ud af at der var mange små ørreder blandt de fisk vi så i aktivitet ude i sejlrenden.

Den eneste af os der ikke rigtigt havde held med fluestangen var Georgina, så hun lånte Davids spinnestang, der var monteret med en sølvpil. Allerede i det første kast havde hun kontakt med en fisk, og i næste kast huggede en fisk, der lå på den klart pæne side, men den ville ikke med op på land. Det lykkedes et par gange senere på dagen, men i begge tilfælde var fiskene ikke store nok til at ende i ovnen.

David og jeg havde flere fisk på land, der alle blev taget på fluen. David fiskede med flue med indslag af hvidt og pink, mens jeg havde skiftet til en stor busket palmerflue med krop af flad flashaboutinsel og kropshackle af burnt orange badger hanenakkefjer, mens fronthacklet var af burnt orange flankfjer, desuden havde jeg klemt modhagen ind, så den var let at fjerne, hvis småfiskene fik ordentlig fat i fluen.

Da tidevandet stilnede af, brugte vi den sidste time, inden det blev mørkt i længere inde i fjorden ved  Udbyhøj. Her ankrede vi op ved en bøje, hoppede ud i vandet og fiskede ud mod sejlrenden. Her så vi kun et par store ørreder springe uden for vores kastevidde. Men til gengæld var det også svært at koncentrere sig om fiskeriet på grund af himmelens skiftende farver under solnedgangen inde over fjorden.

Under en kort thepause i fiskeriet stod David og jeg og snakkede om hvor meget naturen skiftede ansigt under forskellige vejrlig. Her stod vi den 12. september i skjorteærmer klokken halv otte om aftenen. Tidligere på eftermiddagen havde en tynd kortærmet undertrøje været tilstrækkeligt. Vi huskede til gengæld dage tidligere år, hvordan storme og regn havde tvungent os væk fra fjorden i utide på samme årstid. I dag havde vi ud over det sædvanlige mylder af fugle også set et marsvin med unge svømme rundt ud for os en rum tid. Fiskeriet havde været i top, selvom vi ikke havde fået nogen over målet på land, og her stod vi så og betragtede en utrolig smuk solnedgang, mens lysene på land længere inde i fjorden begyndte at tegne sig klarere og klarere mod den farvestrålende aftenhimmel.

Mens vi gav hinanden håndslag på at vi skulle af sted snarest muligt, var vores eneste bekymring hvordan vi skulle forklare Georgina, som fiskede på Randers Fjord for første gang, at forholdene herude mellem hav, fjord og kyst langt fra var så venlige som denne gudbenådede sidste sommerdag på fjorden.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis