Sløjt fremmøde til konkurrencer. - 13. juni 2002 | |||
|
Der var Peter Røhrmann fra Brabrand Lystfiskerforening, der i forbindelse med foreningens Lystfiskerfest ved Lyngbygårds Å først i august måned sagde: ”Det må hverken være for godt eller for dårligt vejr. Dårligt vejr holder folk hjemme og er det varmt med strålende solskin, så tager folk til stranden. Næ giv os sådan en let kølig halvoverskyet dag, så møder folk op til arrangementet”. De ord måtte arrangørerne af et par konkurrencer her i det østjyske sande i løbet af weekenden. Lørdag mødte der kun 11 deltagere op til fiskekonkurrencen i Purhus Fiskepark. Ejerne stod og overvejede at aflyse arrangementet, men deltagerne opfordrede til at lave om på præmiernes størrelse så konkurrencen alligevel kunne gennemføres. Og inden konkurrencen rigtig kom i gang nåede man op på 19 deltagere, som alle havde en god formiddag i de fine omgivelser ved fiskeparken, og fiskene var da også nogenlunde bidevillige i det varme sommervejr. Ved indvejningen viste det sig, at Kenneth Madsen kunne udråbes som dagens vinder med en regnbueørred på 2,7 kilo. Purhus Fiskepark har altid en speciel konkurrence i konkurrencen, hvor det handler om at fange en ørred så tæt på 2 kilo som muligt. Her måtte der en omvejning til, før Tommy Knudsen kunne udråbes som vinder med en guldørred på 1,99 kilo foran unge Morten Sørensen, som blev slået med 60 gram. Knægten havde ellers haft en rigtig god dag med fire pæne fisk. Ved Kinetic Cup arrangeret af Sportshuset i Horsens var der ligeledes et skuffende deltagerantal, idet kun 21 lystfiskere deltog i konkurrencen mod 75 året før. Her var det også det gode og varme vejr og det faktum, at der havde været kraftig østenvind i flere dage op til konkurrencen. Dette kunne også aflæses på fangsterne, idet der kun blev indvejet 3 små havørreder, da konkurrencen sluttede søndag eftermiddag klokken 15.00. Keld Højsgård vandt konkurrencen med en fisk på 850, mens trettenårige Christian Juhl Nielsen tog anden pladsen med en havørred på 825 gram, som han havde fanget på orm og prop ved Borre Knob på sydsiden af Horsens Fjord. Christian vandrede hvileløst rundt i forretningen på Åboulevarden i Horsens i de sidste minutter op til afslutningen af indvejningen. Og hver gang butiksklokken lød skævede han nervøst mod døren for at se, om den nyankomne skulle bære på en fisk, der var større end hans egen. Jeg spurgte let drillende Christian, om han var tilfreds med sin andenplads. Uden at fortrække en eneste mine sagde han: ”Ih ja. Førstepræmien er nemlig et par waders i størrelse 43, og de er aaaalt for store til mig”. Jeg skyndte mig straks at skifte emne. Da præmierne var fordelt, lovede ejeren af Sportshuset Carsten Mühlback, at der også næste år ville blive afholdt en Kinetic Cup, hvor overskuddet også skulle gå til forbedringer i vandkvaliteten i Horsens Kommune. Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |