Storørred på let grej. - 8. august 2002 | |||
|
Mens mange tyr til tunge lodder for at holde agnen ved bunden af den magtfulde Gudenå, så går Arne Christensen fra Ulstrup den anden vej. Fredag den 26. juli tog han en flot havørred på 5,5 kilo og 74 centimeter. I sig selv var det jo ingen sensation, da Gudenåen havde leveret mange større fisk i løbet denne sæson. Fangsten blev dog noget mere interessant, da Arne fortalte, at ørreden var taget på meget let grej. Arne Christensen havde nemlig brugt en Hardy UL-spin og et lille DAM Quick 1202 monteret med kun 0.22 line og en lille Jensen Insect spinner på bare 9 gram. Desuden var trekrogen på spinderen uden modhager, så eventuelle undermålere let kunne genudsættes. Arne fik hugget sidst på eftermiddagen ved Kilden på zone 2, og 6 minutter senere lå den sølvblanke og fede havørred sikkert på land på trods af det lette grej. Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |