10-årig slog garvede lystfiskere. - 25. april 2002 | |||
|
Sidste år blev 10-årige Louise Schnefeldt fra Højbjerg nummer to i konkurrencen på Svejstrup Fiskepark. Dengang havde hun ført konkurrencen hele formiddag, men en halv time før afslutningen blev der fanget en større fisk, så hun blev henvist til andenpladsen. I et helt år havde Louise ventet på revanche, og lørdag den 20. april var hævnens time kommet. Kort efter starten klokken 8.00 fangede Louise en stor regnbue på 5,9 kilo, og som konkurrencen skred blev hun mere og mere spændt på om hendes fisk stadig ville være den største, når konkurrencen sluttede klokken 13.00. Louise var så spændt, at hun ikke kunne fiske den sidste times tid. Da slutsignalet lød viste det sig, at fisken var dagens absolut største, medens andenpladsen blev indtaget af John Jensen med en regnbue på 5,14 kilo, og tredjepladsen gik til Bjarne Larsen for hans fisk på 4,36. Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |