Uenighed om fredningstid. - 21. november 2002
       

 

”Du skal blot huske på ved fiskeriet på havnen i Randers og i Randers Fjord, at havørrederne i fjorden har samme fredningstid som i ferskvand, hvad enten de er farvede eller ej.”

Denne påmindelse på Sportsfiskerens lokalside for Østjylland har bragt mig på kant med en lystfisker fra Randers, som ringede mig op lørdag den 16. november. I stærke vendinger gjorde han  mig opmærksom på, at hverken han eller andre aldrig havde hørt om fredningstiden på Randers Fjord i perioden fra og med 16. november til og med den 15. januar.

Han kendte mange, som hver jul fangede havørreder Støvring Dæmningen midt i fjorden. Samtaler med folk fra Fiskeriinspektionens kontor i Randers havde bekræftet ham i, at der ingen fredningstid var for havørreder på Randers Fjord. Da jeg forsøgte, at få fat i navnene på de medarbejdere, der havde givet de nævnte oplysninger, blev han dog noget vævende i mælet.

Mandag morgen var den samme arrige lystfisker atter i telefonen. Han havde været ude ved Støvring Dæmningen om søndagen. Her var der flere lystfiskere, der fangede havørreder, ligesom der var lystfiskere, som trollede efter ørreder ude i sejlrenden. Nu ville han så gerne, at jeg hurtigst muligt rettede min fejlagtige notits fra Sportsfiskeren og dementerede min grove vildfarelse.

Det fik mig til at slå op i papirerne derhjemme. Papirerne blev fundet og yderligere opslag på Internettet bekræftede mig i at ”Bekendtgørelse nr. 36 af 19. januar 1998 vedrørende fredning og mindstemål for helt i ferskvand samt i Randers Fjord m.m.” står ved magt:

Heri lyder det under ”Øvrige bestemmelser” i Punkt 3:

”Laks og ørred: 16. november til 15. januar, begge dage inklusive.”

Hvis den arrige lystfisker har lyst til at få bekræftet oplysningerne ved selvsyn, så er det lettest at slå op på Sportsfiskerens hjemmeside på adressen: http://www.sportsfiskeren.dk/info/love_og_regler/Ferskvand/Bekendtgoerelse_om_fredning_og_mindstemaal_for_helt_i_ferskvand_samt_i_Randers_Fjord_m.m./.

Nu er så kun at håbe på, at alle de lystfiskere, som vor arrige ven har mødt med havørreder i tasken  på Randers Fjord sidste søndag, også slår op på siden og forhåbentlig får så røde ører, at de ikke behøver hue for at holde ørerne varme her i vinterkulden.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis