Makreller i havnene. - 8. august 2002 | |||
|
Selvom der allerede sidst i juni blev fanget nogle makreller på Århus havn, så er det først med den sidste uges meget varme vejr, at der for alvor er kommet gang i fangsterne af makrellerne på havnen i Århus og Grenå. På Århus Havn er der fanget mange makreller både fra den nye dækmole ved Østhavnen og inde i selve havnebassinerne. Således fik Yan Bay Nguyen fra Århus V over 70 makreller på en enkelt dags fiskeri med makrelforfang på dækmolen. Bay fortalte at makrellerne flokkes ved dækmolen hver morgen og igen ved 20-tiden om aftenen var det muligt at træffe store stimer af makreller. Andre har fanget 15 – 20 makreller på en enkelt eftermiddag. Men ellers er mange af de andre af havnens faste gæster ret frustrerede over makrellerne for tiden. Selvom de meget ofte viste sig jagende i overfladen var det for sjældent, at de tog fluerne på makrelforfangene. Mange af makrellerne er taget tidligt om morgenen. Derfor begav jeg mig tirsdag den 30. juli ned på Benzinhavnen på Århus Havn. Her mødte jeg Benny Mortensen og Bay, som fortalte mig lidt om makrelfangsterne indtil videre. Selvom Benny er en meget dygtig lystfisker og besøger havnen jævnligt, var han en af dem, der var noget frustreret over makrellernes opførsel i havnebassinerne. Dagen i forvejen havde han fisket nede i Bassin 2 på Århus Havn, og her havde han netop oplevet, at makrellerne jagede i overfladen uden at ville tage makrelfluerne. Desuden fortalte han, at mange af de andre overivrige lystfiskere kastede forfangene ud midt i de jagende makrelstimer og derved skræmte fiskene langt væk. Selv foretrak Benny at fange makrellerne på sildestykker under en prop, og om tirsdagen havde han rigget med en prop, som kunne bære cirka 20 grams vægt og to sildestykker, der var monteret i 2 og 5 meters dybde. Forinden havde Benny brugt små sildefluer for at fange sild til at agne krogene med. Under dette fiskeri fangede han en enkelt pæn lille makrel. Men Benny Mortensen fortalte, at fiskene ville komme i stimer gennem hele dagen, og han havde set pæne makrelstimer i Bassin 2 gennem hele eftermiddagen og indtil han forlod havnen ved 20-tiden aftenen i forvejen. Fiskeriet efter makreller er en meget underholdende sommersport og ganske enkelt at gå til, da du bare skal bruge et makrelforfang med tungt blink i for enden. Du skal desuden have et hjul med 0.25 til 0.35 line monteret og en stang på en 9 til 11 fods længde. Fiskeriet med makrelforfangene foregår på samme måde som fiskeriet efter sild. Blink og fluer kastes ud og hjemtages i små ryk der giver fluerne mest mulig bevægelse. Dog er det vigtigt at forsøge sig frem i forskellige dybder, indtil du har fundet den dybde, makrellerne jager i på den enkelte dag. Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |