12-årig ryddede præmiehylden. - 2. oktober 2003
       

 

12-årige Louise Bøggild fra Hornslet blev den store vinder, da resultatet af Århus Lystfiskerforenings Ørneredekonkurrence var gjort op midt på eftermiddagen søndag den 28. september 2003.

Louise mødte op med et stangsæt til 140,- kroner, et bundsnøreforfang til en femmer og sandorm til én krone pr. styk. Med dette enkle udstyr fangede hun så en havørred på 1,88 kilo og 54,5 centimeter.

Det gav hende præmien for konkurrencens største fisk, største ørred, juniorpræmien og damepræmien. Så nu kan hun invitere far, mor og søskende med op til Skarnsundets Fjordsenter Havfiske ved Tronhjemsfjorden i Norge i en uge.

I alt blev der indvejet 59 fisk, men mange havde godt med fisk i poserne, og en enkelt lystfisker havde fanget 10 skrubber over målet ved Fløjstrup.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis