Årets første opgangsørred. - 1. maj 2003 | |||
|
Fredag den 11. april ville Ole Frandsen fra Grenå lige prøve sit nyindkøbte spinnehjul. Valget faldt på Kolindsundkanalens nederste del inde i Grenå By. Allerede i første kast havde Ole kontakt med en fisk og i tredje kast var der fast fisk. Efter kort tids fight blev Ole Frandsen klar over at der var tale om en stor fisk, og han regnede så med at der var tale om en stor nedfaldsfisk. Men inderst inde havde han et lille håb om, at det kunne være en steelhead. Ole blev derfor meget overrasket, da han greb den helt udtrættede fisk om nakken. Der var nemlig tale om en særdeles velproportioneret havørred. Nærmere inspektion af fisken, overbeviste Ole om at han havde fanget årets første opgænger i Kolindsundkanalerne i 2003. Hjemme målte Ole Frandsen fisken til 75 centimeter og 47 centimeter i omkreds og vægten stoppede først ved 6,36 kilo. Altså var den en særdeles flot fisk der på denne måde åbnede sæsonen for alvor. Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |