DM i højt solskin. - 15. maj 2003
       

 

Den indledende runde af DM i Put & Take fiskeri i Pinds Mølle Put & Take var benådet med et forrygende flot forårsvejr med sol fra en klar himmel.

Om det var det, der havde lokket 39 deltagere af huse vides ikke; men rammen med forårsskoven omkring Pinds Mølle var en stor oplevelse, og der var da også store smil hos deltagere, der ikke kvalificerede sig videre til semifinalen den 25. maj.

I alt blev der taget 71 regnbueørreder i de 5 timer konkurrencen varede. Dagens første fisk blev landet af Kim Clifford klokken 7,05 og han måtte løbe op til indvejningsstedet i et hårdt opløb med et par andre deltagere. Dagens første fisk var nemlig meget vigtig, da den gav direkte adgang til deltagelse i semifinalen senere på måneden.

Bruno Schrøder vandt dagens konkurrence med 7 fisk på i alt 7,6 kilo. Mens Moui Vo fra Juelsminde indtog andenpladsen med 6 fisk, der tilsammen vejede 10,2. Desuden kvalificerede Chris Kørvel og Chris Brokmann sig til semifinalen med henholdsvis 8,4 kilo og 5,1 kilo. Den sidste der gik videre var Bruno Hollensted fra Randers, der tog dagens største fisk.

Sidste mulighed for at kvalificere sig til semifinalen er på søndag den 18. maj, hvor de sidste indledende runder afholdes hos Harlev Put & Take, Harlev og Skovs Put & Take, Silkeborg. Tilmelding kan ske hos de enkelte fiskesøer.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis