Søndagen i i børnenes vinterferie blev fejret med at invitere min 6-årige nevø Nils med på aborrefiskeri på Randers Havn. Den bidende kulde blev hold på afstand af et tykt lag tøj med en flyverdragt over og alleryderst en godt isolerende redningsvest. Det hele blev afsluttet med hue, halstørklæde og handsker. Så var nevøen klar til kamp med de i hans fantasi – kæmpestore aborrer.

Dagen startede trægt. Men nogle bosniske lystfiskere, der stod tættere på selve Randers Bro, fangede dog ganske godt med aborrer på orm. Nevøen mente, at vi skulle gå lidt tættere hen mod dem for at kaste ud det stod, hvor aborrerne holdt til ude i strømmen.

Onkels udsagn om, at der var aborrer overalt i havnen, blev modtaget med et meget skeptisk blik fra knægten. Som svar foreslog, han at vi skulle prøve at låne nogle orm af bosnierne. Stadig med en vis fasthed i stemmen fortalte jeg, at den grønne flue, jeg havde monteret som ophænger over et lod,  var et ganske udmærket agn efter aborrer på Randers Havn.

Langt om længe faldt det første hug, og en lille aborre blev landet under stor jubel. Og inden længe fik knægten så en mere. Nu var den værste uro i kroppen stillet og vi gik op for at få en kop varm kakao. Her blev Nils spurgt om vi skulle tage hjem, da fiskeriet jo ikke gik så godt. - Aldrig i livet for nu kunne vi få pladsen, hvor de bosniske lystfiskere havde haft så god held med fiskeriet.

Så vi startede igen fiskeriet, mens solen mistede magten, uden at knægten af den grund begyndte at fryse. Men det holdt helt sikkert også kulden afstand, at han nu nærmest begyndte at skovle fisk i land. Yderligere 13 aborrer og brasen blev det til på den sidste halvanden times fiskeri.

Nu var der ingen snak om dårligt agn eller fejlplaceringer. 6-årige Nils var nu blevet så skråsikker på sig selv, at han rundhåndet delte gode råd ud til de folk, der stod omkring os. De fik fortalt at grønne fluer var den bedste agn, og at de skulle fiskes langsomt helt ned ved bunden. En ældre lystfisker fra Viborg blev så overbevist af knægtens snak og hans mange fisk, at han lige måtte hen og se, hvad det var for nogle fluer, han brugte.

Min samleverske stod lige ved siden af Nils uden at fange én eneste aborre. Hun fik også mange gode råd uden, at det hjalp det mindste. På et tidspunkt spurgte Nils deltagende, om han skulle fange nogle aborrer til hende, hvilket så ud til at få tanten til at overveje, om knægten mon kunne svømme.

Vel hjemme i Nordbyen fik familien også hele historien og tvillingebroderen, der havde foretrukket at tilbringe eftermiddagen sammen med en legekammerat, sagde at næste gang ville han med alene. Så nu er vi gang med at planlægge næste tur, for der er stadig op til måneds godt aborrefiskeri på havnen i Randers.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis