Gode fangster i varmen. - 14. august 2003 | |||
|
Sidste weekends hedebølge satte sine spor i deltagerantallet på Brabrand Lystfiskerforenings lystfiskerfest ved Lyngbygårds Å. Til gengæld var ørrederne mere end villige til at bide på krogen på trods af hedebølgen. Næsten hundrede fisk gik på krogen i løbet af lørdagens konkurrence. Desuden var de spredt over hele dagen, i modsætning til tidligere år, hvor det var normalt, at få de bedste fisk først på dagen. Dette blev bedst synliggjort i børnenes konkurrence, som blev vundet af Søren Andersen med en regnbueørred på 2,85 kilo fanget klokken 16.44 kort før konkurrencens afslutning klokken 17.00. Derefter fulgte Svend Kjeldahl på anden-, tredje- og fjerdeplads med regnbueørredder på 1,8 kilo, 1,65 kilo og 1,6 kilo taget henholdsvis klokken 8.02, 15.01 og 14.55. Dagens største fisk blev fanget af Niels Chr. Andersen med en regnbueørred på 3,4 kilo, mens Lars Trane vandt bækørredkonkurrencen med en fisk på 1,35 kilo. Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |