Fang et par flade. - 16. oktober 2003
       

 

Her i efteråret er det en af årets bedste tider, når det gælder fladfisk fra de østjyske kyster. Specielt skrubberne er i den fineste kondition netop på dette tidspunkt. Desuden er det en form for fiskeri, hvor alle kan være med.

Det vigtigste ved fiskeriet efter fladfisk er vand- og vindtæt tøj og en termokande med skoldende varm te eller kaffe, så det er muligt at holde sig varm under det lidt stillestående fiskeri, som bundsnørefiskeri oftest er.

Bundsnøre riggene er meget billige, og som regel koster de omkring de fem kroner stykket. Men prøv dig eventuelt frem med nogle af de nye paternosterrig, som er kommet på markedet med perler og/eller små spindeblade. De har en fantastisk evne til at lokke fiskene hen til din madding, som normalt består af sandorm eller børsteorm, som langt de fleste grejforhandlere ligger inde med.

Sidste efterår blev der taget særdeles gode fladfisk på Århus Havn med skalrejer, som blev agnet på bundsnørerne og taget meget langsomt hjem over bunden. På denne måde giver du dit agn et indtryk af liv, samtidigt med at du affisker et langt større område, end når agnen ligger på det samme sted hele tiden.

En god regel er at kaste agnen så langt ud som muligt, lad agnen ligge 15 til 20 minutter og hvis du ikke har mærket noget, så trækker du rig og agn 10 til 20 meter tættere på land og lader det igen ligge et stykke tid. På denne måde har du de bedste chancer for at komme i kontakt med fladfiskene.

De gode lokaliteter i det østjyske område er mangfoldige, men netop her i denne tid er fiskeriet efter skrubber på sit allerhøjeste på Randers Fjord både fra båd og fra land. Specielt er fiskeriet populært ved Støvring-dæmningen og omkring Kanaløen. Djurslandkysten byder på en række flotte kyster med gode muligheder for fangster af fladfisk, og her er området omkring molerne ved Glatved og revet lige nord for havnen.

Kysten syd for Århus leverer gennem Ørneredekonkurrencen hvert år flotte fladfisk og er derfor klart et besøg værd. Havnene og molerne i området er også populære fiskepladser, der leverer fine flade gennem hele sæsonen.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis