Store flade på havnen. - 11. december 2003
       

 

Efterårets eventyr med masser af flotte fladfisk  i det østjyske forsætter her i ind den begyndende vinter. Fra dæmningen på Voer-siden ved Kanaløen i Randers Fjord rapporteres der stadigvæk om fangster af mange og pæne skrubber. En lystfisker på Århus Havn fortalte onsdag den 3. december, at han dagen forinden havde taget 37 skrubber med hjem fra området ved Kanaløen og at han i ugen forinden også havde fået gode fangster deroppe.

Ved Glatved bliver der også taget godt med skrubber. Men de største skrubber bliver for tiden taget på Århus Havn. Vi var taget på en eftermiddagstur til Østre Dækmole på Benzinhavnen onsdag i sidste uge og fiskede ud i bassinnet over mod Mæersk-Terminalen. Her  fangede vi fire skrubber i løbet af eftermiddagen og én enkelt rødspætte.

Ikke nogen særlig stor fangst, men med en skrubbe på 46 centimeter og 1,01 kilo, så var der lagt en god bund i posen. Da vi kom hjem, vejede vi alle fiskene og nåede op på en samlet vægt på 3,5 kilo. Derefter vejede vi rødspætten for sig selv og nåede frem til en vægt på 320 gram på brevvægten. Det gav altså de fire skrubber en gennemsnitsvægts på fine 795 gram. Der var altså tale ordentlige fede skrubber. Vor fiskemakker Børge fortalte, at han gennem de sidste tre uger havde fanget 58 skrubber alle i den samme fine kvalitet. Heriblandt én på 44 centimeter som også vejede over kiloet.

Både Børge og vi brugte de nye bundsnøreforfang med perler og små spinnerblade over kroge der var agnet med friske børsteorm. Der var dog markant at selvom vi var en flok seks lystfiskere med i alt 11 stænger ude, så var det kun Børge og vi, der fangede fisk. Men vi var altså også de eneste, der brugte forfang med perler og spinnerblade.

Et godt råd til de der vil prøve at fange skrubber på havnen i Århus: Tjek dine orm en gang i mellem, for flere gange var der både to og tre søstjerner, som var i gang med at fortære børsteormene, og så kan skrubberne altså ikke komme til at bide på dine kroge.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis