Iltsvind igen i år? - 4. september 2003 | |||
|
Der har gennem sensommeren været megen debat om iltforholdene i farvandene omkring de østjyske kyster. De sidste meldinger fra amtets biologer lød på at de sidste 14 dages ruskvejr har afblæst iltsvindet for denne gang. Århus Amt har oprettet en permanent målestation ude ved Wulfs Flak i Århus Bugten. Stationen laver målinger, som kan følges direkte på Internettet på adressen: http://www.vandudsigten.dk/aarhusbugt/ilt.asp På samme hjemmeside kan du også se prognoserne for iltsituationen, saltholdighed ved bunden og saltholdighed ved overfladen. Desuden er der opdaterede animeringer af iltforholdene langs de østjyske kyster. Du kan følge udviklingen over tidsintervaller fra to dage og op til én måned. Der er målinger af vandstand, temperatur og saltindhold, iltmængde og forekomsten af alger og strømhastighed. Ud fra graferne kan det ses, at det blæsevejr, som startede torsdag den 14. august 2003, gav en meget tiltrængt tilførsel af ilt til farvandet omkring målestationen. Men at de mere rolige forhold sidst i august og her først i september har bragt iltindholdet ved bunden ned omkring det kritiske punkt ved 2 milligram ilt per liter vand. Du kan også følge amtets målinger af situationen i Mariager Fjord, som du finder på følgende adresse: http://www.mariager-fjord.dk/ Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |