God laksestart. - 3. juli 2003
       

 

Laksefiskerne var meget nervøse før dette års laksesæson startede for alvor den 1. juni i år i elvene omkring Trondheim. Der var næsten ikke faldet nogen sne i løbet af vinteren og med sidste års tørke i den sidste del af sæsonen, så var forventningerne til laksefangsterne i denne sæson meget forsigtige.

Men laksene vil op i elven for at gyde, og mange laks har ladet sig lokke til at tage lystfiskernes agn. Den største laks der er fanget indtil nu i Orkla, blev fanget på strækningen Fossum – Heggem af Jon Håkon Lilleeng og vejede 20,1 kilo. Orkla har indtil nu leveret 619 laks og heraf har de 443 laks vejet over 7 kilo. Hele 116 laks blev indrapporteret på åbningsdagen.

Gaula, som også har sit udløb i Trondheimsfjorden, har indtil nu leveret 1209 laks med den største på 20,6 kilo fra Lundamo. Laksen blev taget af John Svendsrud på blink.

Både Stjørdalselven og Surna melder om pæne fangster og en normal sommer med lidt mindre vand end det er normalt for årstiden. Namsen har også har en ret normal start og de øverste stræk ved Grong og Sandøla har givet 864 laks, hvoraf den største vejede 14 kilo og med en gennemsnitsvægt på 5,37 kilo.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis