Multer i farvandet. - 24. juli 2003
       

 

Allerede Kristi Himmelfartsdag kunne jeg ved selvsyn konstatere, at multerne befandt sig på lavt vand ved Hassenør Hage mellem Elsegårde og Øer sydøst for Ebeltoft. En hurtig runde på telefonen gav yderligere meldinger om forekomster af multer i det østjyske, da de også var set i Randers Fjord ved Udbyhøj, i Stavns Fjord på Samsø og ved Glatved. Nu er der set multer ved Fjellerup og inde i Kalø og Knebel Vige, så nu er de fordelt over alle de kendte multespots i det østjyske.

Nu mangler lystfiskeren bare at fange nogle af de velsmagende fisk. Hvilket kan være særdeles svært her først på sæsonen, men her i den begyndende sensommer og langt ind i september er multerne noget lettere at komme i kontakt med.

De adspurgte eksperter anbefaler, at du forfodrer med daggammelt brød, der er kørt igennem en blender sammen med nogle af de mest søde dåsemajs, du kan finde på markedet. Du skal sørge for at få den søde saft fra dåsemajsen med og blende brødstykkerne i efterhånden, så du får en meget grov masse. Til sidst hældes majsen i og blendes med i ganske kort tid. Der må gerne være nogle grove majs- og brødstykker tilbage i brødmassen.

Nu er det så kunsten at forfodre uden at skræmme de sky multer. Det gøres bedst ved at kramme brødmassen sammen til kugler lidt større end valnødder. Kast brødkuglerne ud i vandet uden at skræmme multerne, og så lade dem drive med strømmen hen til det sted, hvor multerne opholder sig, mens brødkuglerne langsomt går i opløsning.

Nu agner du en trekrog med brødmassen eller brødkrummen fra flute eller franskbrød, som klemmes meget hårdt sammen, så brødkuglen ikke så let går i stykker. Så gælder det om at præsentere agnen uden at skræmme de sky fisk. Igen er det en god ide at kaste ud et godt stykke fra det sted hvor multerne opholder sig, og så lade strømmen føre agnen hen til fiskene.

Multerne vender som regel altid tilbage til de vante steder, og her kan du med fordel forfodre med brød- og dejkugler. Nu kan du så montere en tregangssvirvel med 1,5 meter tafs med en krog agnet med et brødstykke eller -kugle og et lod til at holde agnen fast ved bunden.

Men har du først fanget én multe, så er du solgt for resten af din lystfiskerkarriere. Ud over at være velsmagende er multen formodentlig den stærkeste fisk kilo for kilo i de danske farvande, og giver en forrygende fight på det lette grej, som er nødvendigt for ikke at skræmme multerne.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis