Tre rekorder i Århus Open 2003. - 19. juni 2003
       

 

Så blev der igen sat ny rekord for Brabrand Lystfiskerforenings årlige medekonkurrence Århus Open, der blev afholdt lørdag den 14. juni 2003. Mark Holmboe fra Odense nåede op på imponerende 23,15 kilo fisk i løbet af de fire timer konkurrencen varede.

Det overgik Leif Mortensens rekord på 20,35 kilo fra sidste års konkurrence med næsten tre kilo. Men det er stadig næsten 400 gram mindre end Jakob Øskovs 23,5 kilo fra Take Apart Open 2002, der blev afholdt på samme strækning af Århus Å.

Selv om fire nye deltagere kun fangede ganske få fisk, der tilsammen knapt nåede op på to kilo tilsammen, så blev der fanget i alt 114,25 kilo fisk under Århus Open 2003. Det gav det fine gennemsnit på 8,16 kilo fisk per deltager i lørdagens konkurrence. Både totalfangsten og gennemsnitsfangsten er ny rekord for medestævnet ved Århus Å.

Resultatet af årets Århus Open 2003: Førstepræmie - Mark Holmboe, Odense med 23,15 kilo, andenplads - Claus Madsen med 13,20 kilo og tredjeplads – Allan Nielsen med 12,20 kilo. Allan Nielsen fik med en brasen på 1.150 gram både sektionens og konkurrencens største fisk.

Særprisen for dagens mærkeligste fangst gik til førstegangsdeltageren Jamcham Linder, der fik en lille aborre.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis