Til Samsø for små penge. - 20. marts 2003
       

 

Under weekendens fisketur til Samsø sammen med nogle lystfiskervenner, så jeg, at det nu var muligt, at overnatte med morgenmad på Hotel Færgegården i Kolby Kås for kun 159,- kroner. Vor vært Per Balle fortalte efterfølgende, at han mente at prisen for et ophold med fuld pension på én af de mange lejrskoler på øen ikke var væsentligt dyrere.

Nu vil trofaste læsere af denne spalte vide, at jeg er meget glad for at fiske på Samsø, og gerne vil opfordre andre til tage del i det gode havørredfiskeri på øen. Så jeg ringede til Boll’s Pension og Lejrskole i Østerby for at undersøge sagen. Her oplyste ejerne, Jens Peter og Kirsten, at Per havde talt sandt. Er man en gruppe på 10 lystfiskere eller derover, så var prisen for overnatning og fuld forplejning. 225,- kroner per døgn. Flere af de andre pensioner og lejrskoler på øen opererer med lignende tilbud, for forskellige størrelser af grupper. Så saml nogle lystfiskervenner, ring så og hør, hvad det vil koste jer.

Lene Gylling fra Samsø Turistbureau fortæller, at de ovennævnte tilbud er langt det billigste for lystfiskere, der vil besøge øen. Så er de nemlig fri for at sørge for maden og rengøringen selv. De skal kun koncentrere sig om fiskeriet. Det er langt billigere end at leje et sommerhus på øen, mener Lene Gylling.

Netop i de kommende uger vil havørredfiskeriet på Samsø komme op i fulde omdrejninger. Så meget at min irske samleverske, Georgina, på vejen hjem i bilen fra Hov stærkt overvejede at aflyse familierejsen til Irland i Påsken og i stedet tage imod Pers invitation til at komme over på Samsø et par dage.

Hun er nemlig faldet pladask for øen, da det var her hun fangede sin første havørred fra kysten. I starten af oktober sidste år fangede hun så langt om længe en havørred over mindstemålet ved Lushage på øens sydøstlige spids, på trods af mange ture til de pragtfulde kyster her i Østjylland.

På weekendens fisketur måtte Georgina arbejde noget hårdere for at slå sin egen rekord vi fiskede nemlig på alle de sikre steder, som Per kunne anbefale på denne tid på året. Men vi fandt først ørrederne sent søndag formiddag oppe ved albuen på Besser Rev. Her var det Per der først fik kontakt med havørrederne, da han havde flere fisk der fulgte efter blinket. Per kaldte straks på os andre og da jeg kom hen til ham, tabte han en havørred på den pæne side af mindstemålet.

Kort tid efter fangede en anden af vennerne en fisk lige under målet, hvorefter Georgina fik kontakt med en god fisk, som efter landingen viste sig at måle 55 centimeter og veje lige over 2 kilo. Hun havde nu slået sin egen rekord med 9 centimeter.

Som nævnt måtte vi lede meget efter havørrederne og skiftede fiskeplads flere gange, og det er da også det råd Per vil give lystfiskere der besøger øen. Led efter fiskene. – For de skal være et eller andet sted. Grunden til at vi først besøgte Besser Rev om søndag var at vi ville have haft pålandsvind i fredag og lørdag.

I alt blev det til 3 gode fisk på 55, 53 og 50 centimeter. Den eneste der måtte gå fra Besser Rev uden fangst var deres udsendte, som kun havde et par hug i løbet af weekenden.

Hvis du vil fiske på Samsø, skal du blot huske på, at der er nogle specielle regler vedrørende fiskeriet på Stavns Fjord og Besser Rev. Du må blandt andet kun gå ud til hegnet ved Albuen på Besser Rev fra den 1. april og frem til og med den 15. juli på grund af at fuglene skal have fred i yngletiden.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis