Start på sæsonen. - 23. janaur 2003 | |||
|
Det er svært at definere denne trang her midt i januar. Det er nok lidt ligesom i Osvald Helmuth berømte vise – Ved havnen. Man skal lige forbi og indsnuse atmosfæren og hilse på. Sådan er det også ved ørredpremieren her i januar. Mange fisker mest for samværets skyld. Ellers ville så mange vel ikke klumpe sig sammen og nærmest stå og gnubbe skuldre med dem, der fiskede ved siden af. I hvert fald virkede det som et stort paradoks, at der kun var nogle ganske få ude ved så gode strækninger af Kolindsund kanalerne som Vedøbroen, Ginnerup Brugs og Enslevgård. Mens folk, der fiskede på strækningen fra Landevejsbroen og ned til Smedebroen ved Fannerup, fortalte, at der på et tidspunkt før daggry holdt næsten 25 biler parkerede ved Landevejsbroen. Det er jo ikke så sært, at der landes mange fisk på den nævnte strækning med så hårdt et fisketryk. Elfiskeriet i efteråret viste godt nok, at der var mange fisk ved Fannerup. Men jeg fulgte selv elfiskeriet fra Ginnerup Brugs og nedstrøms. Her var der ingen mangel hverken på mange eller store havørreder. Derfor var det også svært at tage de par lystfiskere alvorligt, der brokkede sig over, at der var alt for mange på strækningen. De havde jo heller ikke selv tænkt sig at flytte til en anden strækning for at fiske i fred. Desuden var det jo også kun medlemmer af Sportsfiskerforeningen for Grenaa og Omegn, der kunne fiske på strækningen. Men ellers var der som altid en rigtig god stemning langs med Kolindsund Kanalen. Flere af de mange lystfiskere havde været i gang siden midnat. Men selv om jeg først nåede frem ved halvottetiden om morgenen var der stadigvæk godt med mod blandt lystfiskerne på stedet. Fiskeriet havde da også en pæn opblomstring mellem 7.00 og 9.30. Men de to største fisk blev taget i nattens mulm og mørke. Således fangede Egon Larsen fra Trustrup en havørred på fem kilo omkring klokken to om natten. Andre fortalte, at de havde set en fisk blive landet på omkring de seks kilo. Men de var ikke i stand til at sige, hvem fangstmanden var. Ud fra fangstjournalen på Sportsfiskerforeningen for Grenaa og Omegns hjemmeside – www.grenaa-sportsfisker.dk kan man læse at der kun blev indrapporteret 5 (fem) medens lystfiskere på Fannerupstrækningen snakkede om, at der var fanget langt over 100 fisk på strækningen i løbet af premieredagen. Til gengæld blev der indvejet 15 fisk i forbindelse med premierekonkurrencen den 18. januar 2003. Her var dagens største fisk en havørred på 82 centimeters længde og 6,8 kilo fanget på spinner af Rouo Terkv. Men i denne konkurrence var det ikke største fisk der talte mest. I stedet havde foreningen nedsat et udvalg som uddelte præmierne til de pæneste fisk ved indvejningen. Derfor måtte Rouo se sig slået af Per Blåbjerg med en havørred på 56 centimeter og 1,8 kilo, medens tredjepladsen blandt seniorerne gik til Ivan Petersen med en havørred på 59 centimeter og 1,9. Hos juniorerne tog Kenneth Pedersen førstepræmien med en havørred på 60 centimeter og 1,9 kilo. Der var også en præmie for dagens bedste fluefangede fisk og den gik til Michael Thomasen for en havørred på 41 centimeter og 0,7 kilo. Under indvejningen var stemningen endnu engang i top godt hjulpet på de gode gule ærter, som venlige sjæle havde klar til de trætte og kolde lystfiskere. Og igen var der mange mennesker som kun dukkede op for at få en sludder over ærterne med gamle lystfiskerkammerater. Desuden var det rart at se så mange lystfiskere der havde taget børnene med til premierekonkurrencen. Det er vigtigt at de unge får nogle gode oplevelser så tidligt som muligt i foreningerne. Så de senere er villige til at give en hånd med i det store frivillige arbejde, der skal lægges for at lave et arrangement som lørdagens konkurrence og i det hele taget være med i arbejdet for at sikre et ordentligt fiskevand for os alle i fremtiden. Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis |