Verden er ond. - 27. marts 2003
       

 

Lige i starten af denne lange periode med klart solskin og rimelige forårstemperaturer tog jeg en langs med molerne på Århus Havn. Her mødte jeg Bent, som altid trodser både regn og storm for at få sin daglige fisketur på havnen.

Bent fortalte, at han lige havde mistet en pæn havørred ved molekanten. Den havde hugget på agnen under proppen, og det havde været hans første hug i mere end 10 uger. Mens Bent satte ny agn på krogen rakte han spinnestangen, der var monteret med en gul/rød Jensen Pirk, til Lars, der er anden af havnens faste gæster.

Inden Bent havde fået agn og prop kastet ud igen, lød det forsigtigt fra Lars: Øh – Jeg tror, jeg har fisk på. På molekanten startede der med det samme en diskussion om, hvad det var, Lars havde kontakt med. Der blev gættet både på torsk og havørred, og efter kort tid fik Lars fisken så langt op i vandet, at vi kunne få syn for sagn.

Det var en ørred, der havde hugget på pirken. Med et snuptag blev ørreden halet op på molen, og Lars overgav ædelmodigt havørreden til Bent. Han måtte desværre konstatere, at den første ørred, som hans grej havde landet i mere en 10 uger, ikke kunne holde målet.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis