Den towlige dyrlæge er død. - 11. december 2003

       

 

En god ven ringede tidligt i fredag den 12. marts og gav den korte triste besked: Torp døde her til morgen. Der blev en lang naturlig stilhed i telefonen, før vi udvekslede et par minder om Preben Torp Jacobsen og afsluttede samtalen med almindeligheder om lørdagens fluebindingskonkurrence i Ålestrup.

Meddelelsen kom ikke som nogen overraskelse, da Preben Torp Jacobsen havde været meget syg gennem de sidste måneder. Men det var alligevel et chok, når man tænker tilbage på, at så sent som i forbindelse med åbningen af butikken ScandicAngler på Silkeborgvej i Århus i september, havde Torp taget den lange vej fra Hvilsom ned til Århus alene i bilen. Her var han i fuldt vigør og tidligere på året var han også i god form ved Danish Fly Fair i Kolding.

Siden sidst i tresserne har Preben Torp Jacobsen præget dansk og nordisk fluefiskeri som få andre. Han efterlader os en halv snes instruktionsbøger, som bragte metoder og bindeteknikker fra den store verden ind til den enkeltes fluestik. Torp var nemlig oversætteren og fortolkeren, som med stor ihærdighed opsøgte spændende fluer, bindeteknikker eller fisketeknikker og gennem sine bøger formidlede dem til os andre og tillempede disse teknikker til nordiske forhold.

Bøger som har inspireret utallige danske og nordiske fluefiskere og stadigt er højt værdsatte. Preben Torp Jacobsen oplevede, da også at én godt brugt udgave af en hans udgivelser, som han stadig selv havde på lager med salg for øje, blev solgt på en grejauktion for et højere beløb, end han selv krævede for en ny udgave.

Mange husker sikkert også den dejlige udsendelse, som DR’s Tv-afdeling i det nordlige Århus lavede for mange år siden om den - Towlige dyrlæge fra Hvilsom. Her fortalte Torp om sin kærlighed til fluebindingen, fluefiskeriet og naturen på en helt utrolig intens måde, som mange senere videoproducenter kunne lære særdeles meget af.

Der vel først nu hvor Torp ikke er mere, at det vil gå op for mange, hvor stor betydning han har haft for dansk fluebinding og fluefiskeri, og selv om han er væk vil han præge dansk fluefiskeri og fluebinding i mange utallige år fremover.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis