Havørreder i vinterferien. - 19. februar 2004

       

 

En lystfisker fra Bording mellem Silkeborg og Ikast med kontakter herovre i det østjyske henvendte sig for to uger siden med en forespørgsel til fiskeriet på Samsø i det tidlige forår. Han havde nemlig frekventeret Århus Amts hjemmeside – Lystfiskeri i Østjylland – på Internettet og fået den opfattelse, at fiskeriet ikke var noget værd i vinterperioden.

Specielt følgende citat var gået direkte ind. - Havørredfiskeriet er primært godt forår og efterår da vandet i vintertiden er for salt til, at ørrederne kan leve i det. De trækker derfor væk - ind til fastlandet - når kulden sætter ind.

Den midtjyske lystfisker var derfor noget forundret, da Lystfiskeren kunne fortælle, at fiskeriet fra kysterne på Samsø igennem vinteren faktisk er ganske godt. Nogen vil endda påstå at det er fremragende.

Samsøspecialisten Per Balle fra Randers var igen på øen i forbindelse med skolernes vinterferie. På trods af uvant hårdt arbejde for en overlærer i feriens første dage, så havde han alligevel kræfter i behold til halvanden times fiskeri om torsdagen.

Efter en times fiskeri fik han den første kontakt med havørrederne. Og hvilken kontakt. Ifølge Per fulgte 20 – 25 havørreder mellem 45 og 60 centimeter efter det lille hvide Filur-blink. En smælfed havørred på 53 centimeter tog blinket; men lavede så megen uro under fighten, at Per mistede kontakten med stimen. Da han rensede fisken, måtte Per overrasket konstatere at havørreden havde en tobis i maven på trods af årstiden.

Dagen efter sneg han sig væk fra datterens 15-års fødselsdag og havde kontakt med tre fisk mellem 40 og 50 centimeter; men tågen og det kolde vejr drev ham tilbage til familiens skød.

Lørdagen derimod bød på flot vejr, som indbød til en tur på Besser Rev ved middagstid. Per havde forsynet sig med både spinne- og fluestang. Selv om den første time ikke bød på nogen fisk, kom der lidt over middag gang i fiskeriet. I løbet eftermiddagen havde Per Balle kontakt med 10 fisk, hvoraf de seks tog fluen. De to havørreder, han tog med hjem til familien, var smældfede og målte henholdsvis 40,5 og 45 centimeter. Endnu engang var Per overrasket over at finde en tobis i maven på en af havørrederne.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis