Blyfrit "bly". - 27. marts 1999
         

 
 

Gennem mange år har jægerne været de store forureningssyndere ved at sprede store mængder blyhagl i naturen. Dette er nu ved at være en saga blot efter at jægerne er gået over til stålhagl i patronerne i stedet for. Derfor er det nu på tide at vi lystfiskere tager os grundigt sammen og selv går over til at bruge andre materialer end bly til vore pirke, synk med mere. Så de hundrede tons bly som vi efterlader i naturen i form af tabte blylodder, mistede pirke med mere, kan blive reduceret ganske væsentligt. Hvis vi ikke selv tager affære, vil der højst sandsynligt blive tale om lovgivning. Da vi jo helst vil have rene vande at fiske i, må vi selv gå i spidsen ved at frivilligt at give  afkald på at bruge bly til vort fiskeri

Grossistfirmaet Steen Yde i Randers fører et svensk produceret alternativ som hedder Eco Weight. Disse lodder findes i vægte fra 7 - 140, hvilket skulle dække langt de fleste af aspekterne indenfor vort fiskeri. Lodderne er lavet af komprimeret beton, og skulle ifølge fabrikanten være uskadelige i naturen. Steen Yde har lovet at de er tilgængelige i butikkerne nu, så der er ikke længere nogen undskyldning for ikke at bruge dem. På telefon 86 43 01 00 får du oplysninger om den forhandler der er nærmest dig. Lodderne er forsynet med en messing-svirvel, der gør Eco-Weight meget let at montere på forskellige former for krogsæt og/eller rigning.

Desuden har FBJ-Sport i Hinnerup (86 91 23 11 oplyser om nærmeste forhandler) gennem flere år markedsført lodder fra det engelske firma Dinsmore, som er lavet i en metallegering, der ikke er skadelig for vore omgivelser. Disse lodder findes i vægte fra 3 gram til 75 gram og har forskellige udformninger, der gør at du altid kan finde et lod til netop dit formål. De fleste af modellerne er også forsynet med svirvler, så du kan lave glidemonteringer eller hvad du netop har behov for til dit fiskeri. Priserne ligger omkring de 22,- kroner for en æske med lodder.

Så nu er der ikke længere rigtigt nogen undskyldninger for ikke at bruge et produkt, der ikke skader miljøet omkring os.

Århus Stiftstidende & Randers Amtsavis